FARSØ: Farsø Sygehus har gjort det igen. Dagens Medicin kårede i dag Aalborg Universitetshospital, Farsø til de bedste, på en delt førsteplads med Randers Hospital og Sønderborg hospital, inden for behandling med hoftealloplastik.
Tidsskriftet kårer hvert år danmarksmestrene inden for 53 behandlinger, og det er altså her hoftealloplastikken i Farsø er helt i top. Det er langt fra første gang at Farsø Sygehus ligger fremme i førerfeltet m.h.t. behandlinger og patienttilfredshed.
Cheflæge på ortopædkirurgisk afdeling Farsø, Poul Hedevang Christensen, havde fået en hemmelig besked eftermiddagen før, så han kunne kalde personalet sammen til en lille fejring med kaffe og kagemand i opholdsstuen på sengeafdelingen O4 fredag kl. 13.00

”Det er med stolthed at vi kan annoncere at vi her i Farsø har fået en førsteplads inden for behandling med hoftealloplastik ved Dagens Medicins kåring af de bedste afdelinger i landet, som netop er offentliggjort. 1. pladsen deles dog med Randers Sygehus og Sønderborg Sygehus, men er fortsat et udtryk for at vi har gjort det rigtig godt. Et stort tillykke til alle, for uden et godt samarbejde på tværs af faggrupper var det aldrig lykkedes”
Cheflæge på ortopædkirurgisk afdeling Farsø, Poul Hedevang Christensen.
Tidspunktet var også sat, fordi Sygehusledelsen havde meldt deres ankomst, for at være med til at fejre udmærkelsen sammen med personalet.

Sygehusledelsen var repræsenteret ved lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital Søren Pihlkjær Hjortshøj og sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni.
Fra Søren Pihlkjær Hjortshøj lød det: – Stort tillykke til jer og stort tillykke til jeres patienter fordi de har været behandlet hos jer. I er blevet nr. 1 i den opgørelse som Dagens Medicin laver hvert år af de bedste bl.a. dem til hoftealloplastik.
Det er rigtig flot det I har leveret. Patienterne må være rigtig glade for det. For det er en enestående indsats I leverer. Også at I gør det år efter år og leverer det godt hver gang. Tillykke til jer!.

Ikke mindst lød der også en stor ros til personalet fra Poul Hedevang Christensen:
-Det her er en holdindsats, det er ikke en enkeltperson, der har gjort det her. Det kræver, at hele huset fungerer godt for at vi kan gøre det her. Så en stor tak til alle som er ansat her. I er med til at gøre en forskel.

Kåringen bliver til på baggrund af kliniske kvalitetsdata, der er indberettet til de faglige databaser – hvor landets speciallæger har været med til at vurdere, hvilke indikatorer der vejer tungest. Vurderingen af den enkelte behandling er altså alene baseret på behandlingskvalitet.
Behandlingskvaliteten tæller 90 % i den samlede vurdering af et hospital. De sidste 10 % udgøres af data om patienttilfredshed i Landsundersøgelsen for Patientoplevelser.
Ud over 1. pladsen i Farsø kunne også 8 andre afdelinger på Aalborg Universitetshospital indkassere 1. pladser samt en række 2. og 3 pladser, hvilket samlet set gør Aalborg Universitetshospital til landets 2. bedste.
Den samlede andenplads er også til stor glæde for lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj.
– Man kan jo ikke just sige, at der har manglet udfordringer i de senere år, og det ligger heller ikke nødvendigvis i kortene, at vi som det fjerdestørste universitetshospital kan komme helt derop, hvor vi ligger.
– Det er medarbejdernes fortjeneste, og jeg ser det først og fremmest som en kulmination på det hårde arbejde, der er blevet gjort i hele hospitalet for at opfylde mål og tænke i samlede patientforløb, siger den lægefaglige direktør.
