Farsø Motionsklub fejrer 30 års jubilæum

FARSØ: Den 26. oktober 1993 blev Farsø Motionsklub stiftet. Som 30 årig har motionsklubben og lokalerne aldrig ”stået skarpere”, det viser antallet medlemmer og ny-investeringer de seneste år.

Det er en glad formand for Farsø Motionsklub, Christian Jørgensen, der viser Farsø Avis rundt i lokalerne under Dronning Ingrid Hallerne.

Det nye crossfit lokale blev indrettet under corona.

Nærmer sig 600 medlemmer
Der er sket rigtigt meget de senere år. Det skyldes ikke mindst at antallet af medlemmer har været stødt stigende. Vi har passeret de magiske 500 medlemmer og er vel nok Vesthimmerlands største motionsklub målt på medlemmer. Vi er rent faktisk på 560 betalende medlemmer, hvilket gør det muligt – og nødvendigt at udvide og hele tiden være up-to-date på udstyr og de motionsformer vi kan tilbyde, fortæller Christian Jørgensen.  

Jubilæumsgaven er et nyt spinninglokale
-Det glæder os – som en særlig jubilæumsgave til medlemmerne, at kunne tilbyde et helt nyt spinninglokale med 10 cykler. Vi havde ellers set vore begrænsninger med hensyn til at udvide med yderligere aktiviteter, lige indtil i slutningen af sidste år, hvor vi fik tilbudt skydeklubbens tidligere lokaler, fortæller Christian Jørgensen videre.

Det er ca. 8 år siden spinning sidst blev tilbudt i motionsklubben. Det blev taget af programmet grundet slidte cykler og dalende interesse. Men spinning er populært igen. Det skyldes ikke mindst en App, der beregner individuel træning for hver enkelt deltager. Det betyder alle kan være med uanset niveau og kondition.

Fremgang for holdtræning
I det hele taget er der fremgang i holdtræningen i motionsklubben. Der vil blive tilbudt spinning 4 gange ugentligt. I forvejen er der flere hold ugentlig med Complete Fitness, Motion for sjov og alvor, Sund og Stærk og Senior Fitness

En anden nyhed vil også snart være på vej, afslører Christian Jørgensen, nemlig Bungee fitness hvor man hænger i en sele ned fra loftet og foretager styrketræning. Lige nu er en instruktør på kursus i Bungeefitness, hvorefter det vil blive tilbudt på hold for 6 deltagere af gangen.

Medlemstilgangen skyldes flere ting
Som tidligere nævnt har antallet af medlemmer i Farsø Motionsklub haft en markant fremgang.

-Det skyldes flere ting, fortæller Christian Jørgensen.

Der er indført medlemskab på månedsbasis, så man ikke skal betale for en helt sæson. Via nøglechip er der adgang til motionsklubbens lokaler alle årets 365 dage fra 04.00 til 23.00, hvilket betyder at man kan træne styrke, cardio og fitness når man vil. Og endelig de nye motionshold, som er etableret på baggrund af ønsker fra medlemmerne, og som man frit kan deltage i.

Et motionscenter for alle uanset alder og kondition
-Fremfor alt ønsker vi et motionscenter for alle uanset alder og kondition, siger Christian Jørgensen.  

-Nogle kommer her for at motionere, andre for at træne sig op og nogle helt tredje for at komme sig efter en skade – eller imødegå skader.

Man kan begynde at træne i Farsø Motionsklub fra man er 10 år, og det primære fokus er motion.

Ombygning og udskiftning af maskiner er tilendebragt
Der er en grund til at 25 års jubilæet ikke blev markeret, for på det tidspunkt var man allerede gået i gang med den store renovering af lokalerne og udskiftning af maskinerne.

De seneste 5 år er der blevet bygget om, renoveret og indkøbt nye maskiner for godt. 2 mio. kr. med god hjælp fra fonde og ikke mindst god økonomi fra medlemsindtægterne.

-Vi har været igennem en stor ombygningsfase, som nu er ved at være afsluttet. De seneste 5 år har vi investeret ca. 2 mio. i materiel med god hjælp fra fonde, men også god økonomi fra medlemsindtægterne.

Den nye spinningaktivitet står alene i kr. 350.000.

Ombygningen tog ekstra fart under corona
Ad to gange under corona var motionsklubben tvangslukket.

-Når medlemmerne alligevel ikke måtte træne i motionscentret, så benyttede vi os i bestyrelsen af muligheden for at bygge lidt om og sætte lokalerne i stand, fortæller Christian Jørgensen.

Det blev bl.a. til det nye crossfit lokale.

Men allerede i 2018 påbegyndte ombygningen af motionscentret. Først med 10 cirkeltræningsmaskiner. Men også lokalerne undergik en ændring med ny inddeling af rummene og et nyt stødabsorberende og slidstærkt gulv. Gulvet bidrog desuden positivt til akustikken i lokalerne.

”Maskinparken” skiftet ud
Desuden er der investeret i tre nye crosstrainere med automatisk indstilling, der skåner hofte, knæ og led. Desuden er der også kommet to nye løbebånd til og tre nye kondicykler.  Alle med den nyeste teknik, der både skåner udøvernes led men samtidig også giver den bedste konditionstræning.

Det vil sige, at så godt som hele ”maskinparken” i motionscentret er blevet udskiftet indenfor de seneste år til det nyeste og bedste der findes indenfor motionsredskaber.

Jubilæum markeres med Åbent Hus
30 års jubilæet markeres den 4. november, hvor der vil være Åbent Hus og alle vil få mulighed for at se de udvidede og ombyggede lokaler. På dagen vil instruktører også demonstrere klubbens aktiviteter.

Jubilæumsdagen vil naturligvis også byde på taler, og en særlig invitation er sendt til dem som har været tilknyttet Farsø Motionsklub i mange år, herunder de trofaste instruktører.  

Christian Jørgensen fortæller, at Farsø Motionsklub i øvrigt ikke har problemer med at finde instruktører. Mange byder sig til, og mange er fra lokalområdet.

/cf  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.