FARSØ: Den 7. december er det 125 år siden, at Farsø Missionshus, beliggende Søndergade 22, blev indviet.
I gamle referater kan man se, at grunden blev købt i 1898 for 25 øre pr. kvadratalen, en samlet pris på 437,50 kr. Grundstenen blev lagt den 1. september samme år, og allerede den 7. december blev huset indviet.
Det fremgår ligeledes af protokoller, at der tidligere har været tale om at sælge huset. Det er dog ikke sket. I stedet blev huset udvidet, restaureret, moderniseret og vedligeholdt.
Inden for de seneste år har både den store og den lille sal fået ny gulvbelægning, så der ikke længere skal ferniseres gulv. Der er blevet lavet handicapvenlige toiletter, huset har fået nyt tag, og i samme forbindelse blev loftet efterisoleret.
Som nogle måske har bemærket, er der de seneste uger blevet lagt ny flisebelægning fra hovedgaden og frem til indgangen. Det betyder, at der ikke længere er trappetrin for gangbesværende, men i stedet en jævn stigning, som også er venlig for rollatorbrugere.
Desuden har missionshusets 1. sal fået ny maling og nyt tæppe og endelig er Indre Missions logo blevet opsat på gavlenden ud mod hovedgaden. Med andre ord er huset klar til at blive vist frem i forbindelse med jubilæet, som der også er lagt op til.
125 års jubilæet fejres med spisning fredag aften den 8. december, og derefter festtale ved generalsekretær i Indre Mission, Jens Medom Madsen, Fredericia. Der bliver også mulighed for at bringe hilsener i løbet af aftenen.
Om eftermiddagen vil der være mulighed for alle at komme og se missionshuset.
Som op gennem de seneste 125 år, er der stadig et stort og levende Indre Missions samfund i Farsø. Der afholdes blandt andet ældremøder og eftermiddagsbibelkreds. Desuden er der almindelige mødeaftener og fællesspisningsaftener.
/cf
FAKTA: Starten på Farsø Missionshus
Farsø missionshus “Bethel”, Søndergade 22. Opført 1898, men med en senere tilbygning og en modernisering.
Den første missionær for Indre Mission hed Anders Laursen. I 1886 kom Jens Andersen Fisker til byen. For at skaffe missionæren en lejlighed, og for at have et fast mødelokale, gik missionsfolkene sammen om at købe ejendommen på hjørnet af Søndergade og Svoldrupvej. Indre Mission havde dog allerede forinden benyttet husets nordlige del, der var indrettet til forsamlingslokale til deres møder og sammenkomster. Men da ejeren, en mand, der hed Niels Larsen også lod det benytte til andre sammenkomster, herunder baller og ulovligt krohold, fandt Indre Mission det uheldigt. Niels Larsen fik i øvrigt i 1886 sammen med Niels Liv en bøde for ulovligt krohold. Ved at købe huset slog missionsfolkene to fluer med et smæk, idet de således ikke alene fik eget mødelokale og missionærbolig, men også blev det ugudelige leben kvit.
Skomager Laust Jensen (senere kæmner i Aars), Hans Jørgensen, Højgård og Laust Chr. satte sig senere i spidsen for opførelsen af det nuværende missionshus Bethel. Det blev opført i 1898, men er senere udvidet og moderniseret.
Missionær i Farsø efter Anders Laursen og Jens Andersen Fisker var Niels Peder Sørensen, som kom i 1889. Kristian Aagaard kom i 1894, men flyttede året efter til Hadsund. Siden virkede lærer Larsen, Vannerup i sin fritid. Efter hans død blev det den gamle lærer Christiansen i Svingelbjerg.
I december 1898 indviedes Farsø Missionshus. Der var prædiken ved pastor Steffensen fra Vilsted i Farsø kirke, og senere stod pastor Bülow fra Vesterbølle for indvielsen af missionshuset.
Kilde: Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn