Farsø Løbet – et løb for hele familien!

FARSØ: Om kun en uge er det tid at snøre løbeskoene eller tage gå-skoene på. Farsø Løbet 6,3 km og Hyggeløbet 3,0 km er på banen igen som et af de første programpunkter i Farsø Festen, arrangeret af Farsø Tri & Trim.   

Igen 2 ruter
Begge ruter har start på Stationsvej og mål på Vestjysk Banks parkeringsplads. Ruterne har samme forløb som sidste år. Det var i øvrigt helt nye ruter i retning af Fandrup for at undgå de store færdselsårer i Farsø by. Begge løb har elektronisk tidtagning.  

Hyggeløbet på 3 km er for alle uanset tempo. Så opfordringen lyder, tag gerne børnene i hånden, naboen under armen og få en fornøjelig aften. Hyggeløbet er i øvrigt gratis for børn fra 0 – 4 år.

Farsø Løbet er for alle – stor som lille – trænet som utrænet. Dette er deltagere i Hyggeløbet sidste år.

Markerer Byfestens jubilæum og Farsø Løbets 35. udgave
I anledning af Byfestens 50 års-jubilæum og Farsø Løbets 35 udgave ønsker løbeklubben at gøre noget ekstra ud af Farsø Løbet .

I anledning af Byfestens 50 års jubilæum og Farsø Løbets 35. udgave introduceres Farsø Løbets nye løbsmedalje med flotte motiver fra Søanlægget. Medaljen modtager alle gruppevinderne. Foto: Farsø Tri & Trim

Ny medalje samt musik & speak under løbet  
Der var derfor stor glæde, da Helle Finnerup fra Vestjysk Bank først på sommeren kom forbi til løbeklubbens mandagstræning for at overrække et flot beløb fra ”Fonden for Sparekassen Farsø”. Pengene er doneret til Farsø Løbets nye flotte løbsmedaljer til alle gruppevinderne samt til booking af ”Diskotek Venus”, som skal underholde på Store Torv før og under løbet. DJ Peter Christensen overtager dermed også rollen som speaker for løbet i år. Og med ”Diskotek Venus” på plads er der dømt vippende hofter og højt humør til fede iørefaldende rytmer under hele løbet.

Helle Finnerup fra Vestjysk Bank på besøg til Farsø Tri & Trims træningsaften, hvor hun overrækker donationen til indkøb af de nye medaljer og booking af Diskotek Venus til Farsø Løbet. Foto: Farsø Tri & Trim

Hovedsponsor for Farsø Løbet er Vestjysk Bank, og filialdirektør Anette Overgaard står vanen tro klar ved startstregen og skyder løbet i gang på torsdag i næste uge.

Målstregen og måldepotet på bankens parkeringsplads er den samme for de to distancer. Og alle har noget at glæde sig til! Farsø Tri & Trims velvillige sponsorer gør, der bliver sørget godt for deltagerne i mål med vand og æbler, chokoladeboller samt vingummi til alle børnene.

Mange præmier
Som det sig hør og bør til Farsø Løbet er der igen også mange præmier fra Vestjysk Bank, nemlig til alle Gruppevinderne nr.1-2-3 dreng/pige og mand/kvinde i de forskellige aldersgrupper.

Det er dog ikke kun gruppevinderne, som skal op på præmieskamlen. Hurtigste mand og kvinde i mål på Farsø Løbets 6,3 km rute bliver præmieret med et gavekort sponseret af Sportigan Farsø i samarbejde med New Balance.

Præmieoverrækkelserne finder sted i Søanlægget i Byfestteltet efter løbet. Her opfodres publikum – sammen med løberne, at følge med i teltet og klappe af de stolte vindere.

Håber på godt vejr og masser af tilmeldinger
Løbeklubben håber på godt vejr og rigtig mange deltagere. Så det er med at få sig tilmeldt! Tilskuere er naturligvis meget velkomne både i start/mål-området og selvfølgelig ude på selve ruten. Det er altid dejligt med klap og tilråb!

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: