Farsø Løbet – et løb for hele familien!

FARSØ: Om kun en uge er det tid at snøre løbeskoene eller tage gå-skoene på. Farsø Løbet 6,3 km og Hyggeløbet 3,0 km er på banen, som start på Byfesten.

Som nævnt i sidste uges avis, er løbet med to nye ruter i år. Begge ruter har start på Stationsvej og mål på Vestjysk Banks parkeringsplads.

Alle kan være med!
Hyggeløbet på 3 km er for alle uanset tempo, så tag gerne børnene i hånden, naboen under armen og få en fornøjelig aften. Og husk, Hyggeløbet er gratis for børn 0-4 år.

Speaker-parret, Peter og Karen Møller, er traditionen tro på plads i speaker-skuret og vil guide alle sikkert gennem løbets stadier. Dog bliver der ingen publikumskonkurrence og ingen publikumspræmier i år. Det har løbeklubben, som arrangerer Farsø Løbet, fravalgt, da det bliver for tidspresset. Hvert år deltager en håndfuld rigtig hurtige løbere, så tidsgabet fra starten på Hyggeløbet og til første løber er i mål på Farsø Løbet er ret lille og publikumskonkurrencen bliver derfor for hektisk. Til gengæld kan Peter Møller bedre undervejs underholde publikum med, hvem som fører ude på ruten,  for kampen om placeringerne er hård.

Nye lokale sponsorer
I 2022 overtog Vestjysk Bank rollen som hovedsponsor for løbet, og filialdirektør Anette Overgaard står vanen tro klar ved startstregen og skyder løbet i gang på torsdag i næste uge.

Målstregen og måldepotet på bankens parkeringsplads er den samme for de to distancer. Og alle har noget at glæde sig til! Farsø Tri & Trim har gode sponsorer og nye er kommet til i år. I måldepotet bliver der sørget godt for deltagerne med vand fra Rema 1000 Farsø og æbler fra Danilift, til børnene er der også chokoladeboller fra Nørregades Bageri samt vingummi fra Versalift. Stor tak til alle som støtter op om Farsø Løbet på både den ene og den anden måde.

Som det sig hør og bør til Farsø Løbet er der igen mange præmier fra Vestjysk Bank, nemlig til alle Gruppevinderne nr.1-2-3 dreng/pige og mand/kvinde og det i hele seks aldersgrupper. Præmieoverrækkelsen finder sted i Søanlægget i Byfestteltet efter løbet. Her er publikum meget velkomne til at følge med hen i teltet og klappe af de stolte vindere.

Elektronisk tidtagning
Sidste år bød deltagerne i Farsø Løbet velkommen til én meget synlig og kærkommen ændring, nemlig spritnye og knitrende startnumre med Vestjysk Banks logo på. De gamle startnumre var bestemt heller ikke for kønne efter mange års brug, men da numrene på bagsiden er udstyret med en genanvendelig chip til elektronisk tidtagning, er det med at bruge dem til så mange løb, som muligt. Farsø Tri & Trim indkøbte derfor i 2022 med hjælp fra fondsmidler 2.000 nye startnumre til løbet, og de skal gerne holde nogle år – derfor beder klubben også løberne om at aflevere startnummeret igen, når de har passeret målstregen. Chippen, som registrerer deltagernes sluttid, sidder i skumpuden bag på startnummeret (og må ikke beskadiges) og kan som sagt bruges til løb efter løb indtil selve papiret, som nummeret er trykt på, er slidt op.

Ekstra flot medalje
Efter løbet fastholdes traditionen med præmieoverrækkelse i Byfestteltet i Søanlægget. Udover bankens præmier er det også kutyme med en medalje til alle gruppevinderne. Igen år bliver det en ganske særlig medalje, nemlig den flotte ”guldmedalje” med Farsø Tri & Trims logo påtrykt, som kommer til at hænge om halsen på de hurtigste drenge og piger i løbet.

Det er ikke kun gruppevinderne, som skal op på præmieskamlen. Hurtigste mand og kvinde i mål på Farsø Løbets 6,3 km rute bliver præmieret med et gavekort. Michelle Nielsen, som har overtaget Sportigan Farsø, har også overtaget butikkens sponsorat af de to vindere i samarbejde med New Balance.

Og så er der holdkonkurrencen! Her er lokale Netto trådt til som sponsor af præmie til de tre største hold, så der er lækkerier i vente! I 2022 var det Farsø Efterskole som suverænt tog sig af 1.pladsen i holdkonkurrencen. Men da efterskolen i år først har skolestart efter Farsø Løbets afvikling, er det nu op til byens forskellige virksomheder at konkurrere om gavekurvene i skarp konkurrence med Vesthimmerlands Kommune og Farsø Sygehus. Farsø Skole har igen meldt sig klar til Farsø Løbet og satser på at deltage som kæmpehold “udenfor kategori” og dermed vinde en særpræmie til Elev-foreningen.

34.udgave af løbet
Nu håber løbeklubben bare på godt vejr på torsdag i næste uge til løbet, så der også i år  kommer rigtig mange deltagere, så det er bare med at melde sig til.  

Håbet er også at løberne vil tage godt imod de to nye ruter. Tilskuere er meget velkomne både i start/mål-området og selvfølgelig ude på selve ruten. Det er dejligt med klap og tilråb!

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: