FARSØ: Torsdag aften løbes Farsø Festen i gang med den 34.udgave af Farsø Løbet og det nye ”Hyggeløbet”.
Har du fundet løbe- eller gå-skoene frem, men endnu ikke tilmeldt dig, så behold skoene fremme! Du kan stadig nå at deltage i løbet ved at eftertilmelde dig på dagen kl.17-18 på Store Torv. Start & mål for løbet er i Farsø midtby tæt ved Vestjysk Bank.
Mange tilmeldte
Farsø Tri & Trim, som nu for 3.gang, står i arrangørrollen og ligeledes har tilført det halvt så lange ”Hyggeløbet” til Farsø Løbet, fortæller, at det går ganske godt med tilmeldingerne.
Søndag aften var der allerede over 800 tilmeldinger tilsammen på de to distancer. Farsø Skole bakker som vanligt op om løbet, og flere af byens erhvervsvirksomheder har tilmeldt store hold. Men også ”Botilbud på Tværs” har i år valgt at møde talstærkt op til Farsø Løbet – og giver virksomheder som Outline og Versalift hård kamp i holdkonkurrencen.
Farsø Skoles elever er forhåndstilmeldt
Farsø Skole deltager for 12.gang og har forhåndstilmeldt sine elever. 0. og 1. klasse er tilmeldt Hyggeløbet på 3 km, mens resten af skolens elever er tilmeldt Farsø Løbet på 6,3 km. Startnumrene er blevet udleveret på skolen og skal huskes på aftenen, da chippen til tidstagning sidder på bagsiden af nummeret. Uden startnummer på maven, kan der ikke måles en sluttid.
Skolens elever har fået tildelt en ny skole t-shirt, som rigtig gerne må luftes denne aften. Det giver et flot felt og gør, at børnene bliver særligt synlige, når de bevæger sig afsted i deres ens løbetrøjer.
Mange detaljer at holde styr på
Planlægningen af løbet går godt, og Farsø Tri & Trim er spændt på, hvordan der bliver taget imod de nye ruter. Selvom der ikke længere løbes på de helt store veje i byen, passerer løberne fortsat forbi rigtig mange sideveje, hvor trafikken skal holdes tilbage for det store løbefelt. Det kræver mange hjælpere – og heldigvis møder Tri & Trims medlemmer talstærkt op som vejvisere, om end de fleste hellere ville snøre deres løbesko og selv være med i løbet. Løbeklubben har gennem årene fostret rigtig mange gruppevindere, og medlemmerne har høstet en stor mængde af præmierne fra sparekassen. Men nu er det andre tider og andre får chancen for at hente præmierne hjem, nu sponseret af Vestjysk Bank,
I startområdet har Farsø Tri & Trim sat godt med bemanding på til både ”Udlevering af startnumre” og ”Eftertilmelding”. Forhåbentlig glider det nemt, men for at undgå lange køer, opfordres folk til at komme tidligt! Udlevering af startnumre og mulighed for eftertilmelding er begge åbent kl.17-18. Dvs. de lukker ½ time før løbsstart – vær opmærksom på dette!
Cykel-officials
I mange år har tre motorcykler kørt foran og guidet feltet til Farsø Løbet. Men sidste år pensionerede de tre MC’ere sig selv, hvorfor Tri & Trim har indsat friske folk – nemlig to unge triatleter, Nikolaj og Daniel, som cykler foran feltet. Og de kan cykle stærkt, endda rigtig stærkt og de skal nok føre de forreste løbere sikkert rundt på den nye rute.
Bagerst i feltet kommer endnu to cykel-officials, om end i et mere roligt tempo. De agerer ”fejebakke” og vil følge sidste løber rundt på turen, således at hjælperne ude på ruten ved, hvornår de må gå hjem. Dog skal ingen føle sig presset til at komme turen hurtigere rundt, end benene har lyst til. På den lange 6,3 km rute er der således et væskedepot halvvejs, hvor man kan stoppe op og lige få en forfriskning, før turen fortsætter ind mod byens gader.
Præmieoverrækkelse
Præmieoverrækkelsen finder sted kl. 20 i Byfestteltet i Søanlægget. Her hyldes hurtigste mand & kvinde i løbet, samt alle gruppevinderne i Farsø Løbet 6,3 km. Der er hele 6 aldersgrupper og præmier til nr.1-2-3 dreng/pige i hver gruppe, dvs. der skal uddeles hele 36 præmier og medaljer. Desuden afsløres de tre firmaer, som har stillet med de største hold. Samtidig kan løbsresultaterne ses online på my.raceresult.com.
Farsø Tri & Trim håber rigtig mange vil følge med i Byfestteltet og klappe af de mange dygtige løbere.