FARSØ: I vintersæsonen bliver der ikke kørt motorløb på de danske motorsportsbaner, derfor har racerkører Malte Ebdrup fra Farsø brugt den periode til at deltage i Formel 4 E-sport Danish Championship 2025 samt brugt en masse tid på at forberede sig til den kommende sæson.
Kører ræs i simulator
E-sport (sim-racing) er en sportsaktivitet, hvor man via en køre-simulator kan koble sig digitalt op på nogle af motorsportsbanerne rundt om i hele verden.
Det er også en god måde at træne sin køre-teknik på.
Har kørt på de kendte baner
I konkurrencen om det danske mesterskab, har Malte f.eks. kørt digitalt på baner i Belgien, Japan, Holland, England, Spanien og finalen foregik på Sebring-banen i Florida.
Når man på TV-skærmen ser løbene blive afviklet, er det svært at forstå, at det hele foregår digitalt og det ikke er rigtige biler, men digitale udgaver, der suser rundt på banen og de styres af en kører, som sidder i en simulator. Det kræver et godt overblik, en masse forberedelse og der skal arbejdes hårdt i konkurrencen, ligesom i den virkelige verden!
Hvordan gik det så med E-sports-konkurrenen?
Malte oplevede både op- og nedture i konkurrencen og specielt finalen var nervepirrende. Indtil da havde han i de 10 kørte heats opnået 6 sejre og et uheld, hvor han måtte udgå af heatet.
Serverfejl sendte ham bagerst i feltet
I finalens første heat blev Malte ramt af det digitale modsvar til en mekanisk fejl. Han tabte forbindelsen til løbsserveren og røg fra førstepladsen og helt ned på sidstepladsen.
Malte tænkte, at nu var mesterskabet ude af syne, så han kunne lige så godt få det bedste ud af sidste heat, for han skulle starte helt nede som nr. 15 og derfra er der virkelig langt op til toppen.
Vandt alligevel
Alligevel lykkedes det ham at køre først over målstregen og vinde heatet. Kommentatorerne var målløse og troede ikke deres egne øjne!
Malte var i tvivl, om han havde fået point nok til at vinde mesterskabet p.g.a. serverfejlen. Stor var hans glæde derfor, da han blev erklæret som Danmarksmester i F4 Esport Danish Championship 2025
Den kommende sæson
I sæson 2024 kørte Malte for motorsportsteamet RaceGroup, men hans deltagelse i TCR-Denmark- serien sluttede brat med bremsesvigt og en totalskadet bil, derfor var han spændt på, om der ville være en bil til ham i sæson 2025. Heldigvis fik han en positiv besked.
RaceGroup udtalte følgende:-Efter en imponerende debutsæson i TCR-serien, hvor Malte Ebdrup tog sin første sejr og leverede flere flotte præstationer, ser vi frem til en spændende og udfordrende 2025-sæson og er stolte af at fortsætte vores støtte til Malte Ebdrup.
Malte er en af Danmarks mest talentfulde racerkørere og udover sine præstationer på fysiske racerbaner er han også blandt Europas hurtigste sim-racing-kørere.
I 2025 stiller Malte derfor op til start i sin anden sæson i TCR-Denmark og han glæder sig til det, der venter, nemlig et tæt felt, skarpe teams og dygtige konkurrenter, som vil kæmpe fra første meter.
Der findes ingen smarte smutveje
Som Malte siger: -Der findes ingen smarte smutveje. Man kan ikke bare sætte sig bag rattet og håbe på det bedste. Mental og fysisk forberedelse, det er fundamentalt.
2025-sæsonen starter med åbningsløbet på Padborg Park i slutningen af april.
/cf