FARSØ: Ligesom sidste år, deltog Farsø Kirke – som nærmeste nabo til Søanlægget og i sidste uge også til Farsø Festen, med flere aktiviteter.
122 til Fællesspisning og Sangaften
Onsdag aften stod kirken for arrangementet Fællesspisning og Sangaften som foregik i byfestteltet. Arrangementet, som havde 122 deltagere, startede ud med fællesspisning og herefter blev der sunget sange fra Højskolesangbogen akkompagneret af organist Tamara Hougaard på klaver mens kirkesanger Laila Damgaard Andersen og Charlotte Stengaard Nielsen sang for.
De tre havde hver valgt sangene som de hver især gav introduktion til. Det blev en stemningsfuld aften med kendte sommersange og fædrelandssange.
Aftenen sluttede af med kaffe og kage – og en andagt ved sognepræst Henrik Nygaard Andersen.
Deltog i hyggeløbet med et hold
Dagen efter, torsdag aften deltog Farsø Kirke med et hold på 22 personer i Hyggeløbet, ført an af sognepræst Henrik Nygaard Andersen.

Friluftsgudstjeneste i byfestteltet
Søndag formiddag var kirkerummet byttet ud med byfestteltet. Her fandt traditionen tro en ”friluftsgudstjeneste” sted i forbindelse med Farsø Festen. FarsøKoret medvirkede ved gudstjenesten under ledelse af Børge Nørgaard Asmussen. Sognepræst Henrik Nygaard Andersen stod naturligvis for selve gudstjenesten. Efter gudstjenesten var der kaffe og rundstykker.
/cf
