FARSØ: For 150 år siden, den 19. januar 1876 blev Maria Kirstine Dorothea Jensen(kaldt Thit) født i Farsø. Bysbarnet var et af det 20 århundredes mest markante samfundsdebattører og foredragsholdere med særligt fokus på kvinders vilkår, men også en meget læst forfatter.

12 arrangementer hen over året
Gennem hele 2026 markerer Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet 150-året for Thit Jensens fødsel. Med 12 arrangementer, der muligvis bliver til flere, ønsker museet at sætte fokus på debat og forfatterskab, der har sat varige spor.
Starter på lørdag med fødselsdagsfejring
Selvom Thit Jensen først fylder år på mandag den 19. januar, så fejres fødselsdagen allerede på lørdag. Museet har valgt at den første del af fødselsdagen afholdes i Farsø Rådhuscenter, så alle kan være med til den.

Kaffe og lagkage på Centertorvet
Farsø Handelsstandsforening, der også senere på året bliver en del af Thit fejringen i forbindelse med deres Hot Sommer arrangementer, har valgt at være vært ved kaffe og lagkage på Centertorvet lørdag formiddag.
Signe Nøhr holder fødselsdagstale for Thit
I samme forbindelse – på Centertorvet, vil viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, Signe Nøhr, holde en fødselsdagstale for Thit Jensen.

Det er for øvrigt ikke første gang Signe Nøhr holder en tale for Thit. Det gjorde hun også for nogle år siden i forbindelse med indvielsen af Thit’s talerstol på Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet. Her lød det fra talerstolen: – Hvorfor forbindes betegnelserne som husmor og tøsedreng som nedværdigende. Nej, vi skal kvinde os op, lød det slagkraftigt fra Signe Nøhr, som en nutidens Thit Jensen.
Der er inden tvivl om at Signe Nøhr har sat sig meget ind Thit Jensens historie, og her i nutiden kan associere sig med Thit’s kampe og ordsproget ”Du står hvor du selv vil”.
Slagkraftige lørdagstilbud fra centrets butikker
Også butikkerne i Farsø Rådhuscenter har valgt at følge trop med fødselsdagsfejringen, med en række slagkraftige lørdagstilbud.

Også fejring på museet
Men også på selve museet i Søndergade vil der være fejring. Det bliver i form af en reception lørdag eftermiddag, hvor forfatter Jens Andersen vil holde festtalen. Han var med sin biografi om ”Thit – Den sidste Valkyrie” (1991) med til at udbrede kendskabet til Thit Jensen til en ny generation af danskere. Siden har Jens Andersen skrevet en lang række biografier om markante danske personligheder.
/cf
