FARSØ: Der skulle ikke meget overtalelse til, da Kaare Tougaard Dinesen fra Fars dags udvalget i Farsø Handelsstandsforening ringede til Michael Stentoft Christensen for at høre om han og bandet var interesseret i at komme til Farsø for at optræde til Fars dags eventet, der finder sted på lørdag den 1. juni.
Det var ikke et tilfældigt opkald til Michael Stentoft Christensen og et andet medlem af bandet Thomas Rieks, for begge stammer fra – og er opvokset i Farsø. Allerede som unge i Farsø spillede de to sammen. De gør de fortsat den dag i dag – ganske vist flere bands siden.
The Afterburners
Michael spiller trommer og Thomas bas, og med sig til Farsø har de rock og rockabily bandet The Afterburners, der spiller musik fra 50’erne og 60’erne. Det er bl.a. Elvis, Nancy Sinatra, Bill Haley, Little Richard, Wanda Jackson og Imelda May som er kendt for at lave nye sange om til 50’er-60’er rock. The Afterburners optræder på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter på lørdag fra kl. 13-15, og de opfordrer til at man slår sig ned på Centertorvet med en fadøl eller sodavand og lytter til deres musik.
Forlod Farsø i 90’erne
46-årige Michael og 49-årige Thomas forlod Farsø i 90’erne, hvor de begge slog sig ned i København. Her er de blevet hængende siden, har fået deres egne familier og Michael er i dag salgschef og Thomas skolelærer. Men ved siden af familie og job dyrker de to barndomskammerater stadig deres passion for musik.
Startede med at spille musik sammen i Farsø
-Vi startede med at spille musik i Farsø i start 90erne og spillede i vores første band sammen i Farsø. Efter vi flyttede til København har vi mere eller mindre spillet sammen i forskellige bands siden. Vi har altid haft musikken som et holdepunkt og et sted vi kunne mødes, fortæller Michael Stentoft Christensen, der også afslører at en drøm nu går i opfyldelse.
-Lige siden vi flyttede fra Farsø har vi altid talt om, at det kunne være super sjovt at komme hjem og spille. Ud over at spille på Centertorvet, så er vi også blev booket til legendariske ”Kalven”, hvor vi selv kom fra vi var 18 år – OK måske også lidt før, afslører Michael Stentoft Christensen. Så vi glæder os helt vildt til at spille begge steder, og håber der kommer en masse vi kender.
Båndene til Farsø er stadig stærke
For selvom Michael og Thomas flyttede fra Farsø i slut halvfemserne, så er båndene til Farsø stadig stærke.
-Vi har kendt hinanden altid, da vores familier kom meget sammen før vi overhovedet var født. Blandt andet i FUIK og diverse arrangementer i privaten hos Familien Ovesen (Michaels bedsteforældre), hvilket gjorde vi naturligvis også kom sammen som børn.
Vi er begge vokset op i Farsø og har gået på Farsø Skole. Vi har begge spillet i FUIK, og har begge stadig en del familie i Farsø. Vores bedste og ældste venner fra Farsø-tiden holder vi stadig fast i på trods af at vi spredt fra Aalborg til Vietnam.
Med andre ord er det nogle Farsø drenge der virkelig glæder sig til at slå vejen omkring deres barndomsby.
/cf