Farsø piger har spillet sig til semifinalen

FARSØ: Vejret var absolut ikke til udendørs fodbold, men det var til gengæld den varme opbakning på sidelinjen fra kammerater på Farsø skole med opløftende tilråb, byens børnehavebørn med bannere og andre, da Farsø skoles piger, idag spillede sig i semifinalen i Ekstra Bladets skolefodboldturnering på Farsø stadion.

Ubesejrede Farsø skole stod overfor Agerbæk skole. Nervøst spil fra Farsø skoles piger gjorde at Agerbæk skole fik mange chancer, hvilket resulterede i et mål i slutningen af 1. halvleg. For øvrigt det første mål begået i Farsøs mål i hele turneringen.   

Dette rystede Farsø pigerne, og var muligvis også skyld i at Emma Skammeritz, reagerede voldsomt ved at slå ud med armene, efter at hun var blevet hevet i trøjen af en Agerbæk spiller. Hun blev udvist kort inden pausen, og de 10 resterende Farsø piger måtte klare skærene i undertal.   

Mod alle odds, kæmpede Farsø Skole sig i 2. halvleg tilbage i slutspillet. Sara Thrige forsøgte udefra, og det havde hun i den grad held med. Bolden svævede ind over Agerbæks målmand, der var kommet et par skridt for langt ud af målet.  

Få minutter efter scorede Cathrine Hansen sejrsmålet til 2-1.

Dermed var adgangen til semifinale vest sikret. En kamp som spilles i dag på udebane.

Går Farsø-pigerne ud af denne kamp med en sejr, er finalen den 26. april i Parken i København sikret.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: