FARSØ: Farsø HK’s jyllandsserie herrer spillede søndag sæsonens første hjemmekamp. Modstanderen var Nr. Søby, som også var modstander for 10 dage siden i Santander Cup.
Her blev det til en sikker sejr på 12 mål. Det var dog et anderledes motiveret og velspillende Nr. Søby hold der gæstede Dronning Ingrid Hallerne, hvilket resulterede i en noget mere tæt affære end forventet.
De gulklædte herrer fra Farsø var et skridt foran det meste af kampen, og havde generelt nemt ved at tilspille sig gode chancer. En velspillende målmand fra Nr. Søby var dog stærkt medvirkende til at Nr. Søby hang på i 1. halvleg. Det gode angrebsspil fortsatte i 2. halvleg. Dette kombineret med 2 stærke målmænd og et generelt godt forsvar betød af herrerne fra Farsø midt i 2. halvleg førte med 8 mål. Herefter kom der lidt grus i maskineriet igangsat af en 2×2 minutters udvisning til Farsø. Nr. Søby fik herefter nogle nemme mål, samtidig med at Farsø brændte en del chancer og blev ramt af flere udvisninger. Trods en smule panik lykkedes det ikke gæsterne at lukke hullet.
Farsø kunne derfor glæde sig over en sejr på 27-24 foran et talstærkt publikum.
Næste opgave er på udebane mod Nordthy, som formodes at være et af rækkens stærkeste hold.