Farsø-firma har gang i eksporten

FARSØ: Chancen for overlevelse og vækst afhænger i høj grad af, at egnens virksomheder har øjnene åbne for mulighederne for eksport

Direktør Erhard Kristensen, BelmaFlex, Farsø: Få gang i eksporten!

Det mener i hvert fald virksomheden BelmaFlex i Farsø, som er et godt eksempel på, at et dygtigt eksportarbejde parret med kvalitetsprodukter giver bonus. Siden starten 1. oktober 2000 har firmaet produceret og eksporteret tusindvis af muffer og fittings til producenter af fjernvarme- olie- og naturgasrør i hele Europa, inklusiv Rusland og Mellemøsten.

– Mit bedste eksportråd til Vesthimmerlands virksomheder er, at de går på med krum hals, siger direktør Erhard Kristensen, BelmaFlex. Vi eksporterer op mod 90 procent af vor produktion og kan med det begrænsede danske marked overhovedet ikke eksistere uden vor meget store eksportandel.

Erhard Kristensen er selv ofte på farten for at pleje kontakter og sælge muffer og fittings til rørfabrikker i udlandet. Produkterne spænder over rør-dimensioner fra fem cm til 1,5 meter. De bruges til at samle rørene og er integreret i de løsninger, som rørproducenterne sælger.

Gør hjemmearbejdet og gå ud på eksportmarkedet
– Det gælder naturligvis om at gøre sit hjemmearbejde, før man springer ud på eksportmarkedet, understreger Erhard Kristensen. Hvilket produkt har man at tilbyde, hvordan er markedet og hvem er målgruppen, er vigtige spørgsmål, at gøre sig klar, pointerer Erhard Kristensen.

Der er hjælp og støtte at hente hos både Væksthus Nordjylland og Dansk Industri både til det forberedende arbejde og til selve eksportindsatsen. Hertil kommer, at der på danske ambassader og konsulater står højt kvalificerede medarbejdere parat til at hjælpe med at åbne dørene for danske virksomheder, som vil eksportere til de respektive lande.

Farsø-direktøren mener ikke, at der er så meget hokus-pokus i eksportindsatsen.

– Når du kommer ud skal du ikke spille Karl Smart, men være dig selv. Ved at være ærlig og reel i alle dine gøremål når du langt. Vær oppe på mærkerne, vær serviceminded og undlad at hænge dig i bagateller. Og sidst, men ikke mindst: Vær sikker på, at de mennesker, du kommer i kontakt med, er gode og troværdige samarbejdspartnere, siger Erhard Kristensen.

Belmaflex etablerede i september 2004 et datterselskab i Polen under ledelse af direktør Bo Jensen.

Det har dog ikke skadet beskæftigelsen i Farsø. Her har 35 ansatte travlt med at producere muffer og fittings, mens antallet af ansatte på fabrikken i det sydlige Polen er på cirka 25.

– Min drøm er at få startet noget op i Kina. Her er der et uhyre stort marked for fjernvarme, men det er nødvendigt at producere på stedet på grund af den meget store geografiske afstand. Vi har gode erfaringer fra bl.a. Korea, så mon ikke det lykkes at få hul på det kinesiske marked inden for en overskuelig fremtid, slutter direktør Erhard Kristensen, BelmaFlex, Farsø.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.