Farsø afholder kæmpe alkoholfrit diskotek for 6. til 10. klasse

FARSØ: I aften klokken 20.00 slår Forældregruppen Farsø i samarbejde med Dronning Ingrid hallerne, dørene og for et Alkoholfrit kæmpe diskotek i hallerne. Diskoteket er for alle unge fra 6.-10. klasse.

Forældregruppen har denne gang valgt at prøve noget nyt på musikfronten. Sound Design er det nye navn bag diskoteket og forældregruppen ser meget frem til det nye samarbejde.

Alkoholfrie diskoteker i Dronning Ingrid hallerne er ikke kun dans og musik. Der bliver også hentet en bred vifte af aktiviteter ind til aftenen. Til festen i Farsø vil der være mulighed for at prøve kræfter med bl.a. boksebolde og en fodboldsparke maskine.

Man pointerer endnu engang fra forældregruppen, at de alkoholfri diskoteker er et sted man som forælder trygt kan sende sit barn til. Der føres en hård nul tolerance med hensyn til alkohol og der er også rygeforbud.

Efter klokken 21.00 bliver dørene lukket, så der ikke er mulighed for de unge at gå udenfor og få en ”lille en” i busken. Og forlader man festen vil man ikke blive lukket ind igen. Ved indgangen vil der blive taget test med alkoholmetre, og hvis testen er positiv bliver forældrene kontaktet for at hente den unge hjem.

– Vi er støttet af SSP-Vesthimmerland i form af ”man-power” og planlægning, udtaler Merete Hvid fra Forældregruppen Farsø.

Under festen er der en stor gruppe af frivillige lokale voksne, som er med til at sørge for, at festen foregår således, at alle går hjem en god oplevelse rigere.

Merete Hvid opfordrer lokale forældre til at melde sig som hjælpere til festerne.

– Vi er meget afhængige af den opbakning, for fortsat at kunne arrangere festerne. Så jeg håber meget på at få henvendelser fra forældre eller andre interesserede, som vil give en hjælpende hånd, så de unge får en rigtig positiv oplevelse.

Festerne i Farsø modtager ikke længere støtte fra Vesthimmerlands kommune og er derfor meget afhængige af støtte udefra, og forældregruppen er derfor utroligt glade for den støtte de modtager fra Lions Farsø samt Dronning Ingrid hallerne.

– Uden støtten ville det slet ikke være muligt at afholde festerne, efter af Vesthimmerlands kommune har valgt at lade de utroligt populære fester og det gode koncept, mærke sparekniven, slutter Merete Hvid.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: