”Færgesaunaen” har budt velkommen til medlem nr. 100

HVALPSUND: Den nye sauna ved badeanlægget i Hvalpsund åbnede den 7. oktober, og siden er det gået rigtigt stærkt med at få brugere og nye medlemmer af saunaen. 

Milepæl nået
– Vi har netop optaget medlem nr. 100 i ”Færgesaunaen”, hvilket er en milepæl for os. Helt præcis er vi lige nu 102 medlemmer, fortæller Ove Nørskov fra Hvalpsund Fællesforening.

For at kunne benytte saunaen i i vinterhalvåret – fra oktober til april, skal man være medlem af Hvalpsund Fællesforening og desuden have et chipkort for at kunne få adgang til saunaen.

Ove Nørskov har været primus motor for saunaprojektet, som der var ønske om i 2020 – altså kort tid efter at det nye populære badeanlæg blev indviet.

Flere end vi havde håbet på
Nu hvor saunaen er færdigbygget og i brug, holder Ove Nørskov styr på antallet af medlemmer og udleverer adgangschips.           

-At medlemstallet nu er på den anden side af 100 er meget mere end vi havde håbet på ved opstarten, hvor der var budgetteret med 50 medlemmer det første år og et lille underskud, fortæller Ove Nørskov.

Medlemmerne er dels lokale, fastboende fra store dele af Vesthimmerland, men også rigtig mange sommerhusejere er indmeldt i foreningen.

Færgesaunaen er beliggende få skridt fra badeanlægget og inde fra saunaen kan man kigge ud over badeanlægget og Limfjorden.

Også mange gæstebrugere
-Udover de ”faste medlemmer” oplever vi også et stort antal gæstebesøg. Siden vi den 1. november åbnede for at medlemmer kunne medtage gæster i saunaen, har vi de første tre uger kunnet registrere 40 besøgende, hvilket også overstiger vore forventninger hertil, lyder det videre fra Ove Nørskov.

-Med det opnåede medlemstal og det faktum, at el udgifterne til saunaovnen er noget mindre end det forbrug vi forventede før opstart, vil der således være sammenhængende økonomi allerede i det første år, gør Ole Nørskov op.

Første saunagus afholdt
Hvalpsund Fællesforening har netop haft den første seance med saunagus, hvor Byrial Stagsted var gus-mester. Flere af den slags arrangementer vil blive afholdt fremadrettet, ligesom der i øjeblikket planlægges arrangementer for Færgesaunaenes medlemmer omkring jul og nytår.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: