Fælles løsninger for bedre sundhed

Af: Gitte Lopdrup, Regionsrådsmedlem (Radikale Venstre), Jyllandsgade 28, Aars

Sådan lyder overskriften på dette årets budgetforlig i Region Nordjylland. Det overordnede tema i forliget er at løsninger mellem regionen, de 11 nordjyske kommuner og almen praksis skal føre til bedre sundhed for de nordjyske borgere. Som regionsrådsmedlem er jeg valgt til at sikre mest mulig sundhed og kvalitet for alle borgere i Nordjylland. Det var en stor udfordring at få de økonomiske ender til at hænge sammen, for det er ingen hemmelighed, at sundhedsvæsenet er under et betydeligt økonomisk pres. 

Et budgetforlig bliver til gennem prioriteringer og kompromiser, og set med radikale øjne er der mange gode takter i budgettet for 2019. Inden for Regional Udvikling er det positivt, at der er afsat midler til projekter med det sigte, at flest mulige unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er nødvendigt for at kunne imødekomme efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft i Nordjylland fremover. Derudover styrkes en række indsatser indenfor kollektiv trafik og klima- og miljøområdet.

Inden for sundhedsområdet er der mange gode ting at fremhæve i budgettet. Der fokuseres bl.a. på at nedbringe overbelægning og på at opnormere og forbedre arbejdsmiljøet på de sygehusafdelinger som er mest belastet. I den sammenhæng må jeg nævne, at det er med stor beklagelse, at vi har måttet reducere i Farsø Skadekliniks åbningstid. Det var på tale, at såvel Farsø som Hobro skadeklinik skulle lukkes, men kompromiset blev at klinikken i Farsø lukker kl. 17 på hverdage i stedet for klokken 22. Jeg er overbevist om at Vesthimmerlændingene – lige som jeg selv, sætter pris på den tryghed det giver at have en skadeklinik tæt på sin bopæl. Vi bliver dog nødt til at forholde os til det faktum at der i 2017 i gennemsnit var 1,2 patienter pr. aften mellem kl. 17 og kl. 22. Så må jeg erkende, at der er mere behov for midlerne på de afdelinger, hvor arbejdsmiljøet er belastet pga. travlhed og overbelægning, i stedet for at have en læge og en sygeplejerske ansat til at vente på de få patienter der måtte komme.

Det er på Radikale Venstres initiativ at der er tilføjet et afsnit om patientinddragelse. Jeg mener, at det er vejen frem, hvis vi vil sikre en behandling af høj kvalitet. Men det er vigtigt at påpege at der må handling til. Det er vigtigt at sygehusafdelingerne får viden om fælles beslutningstagen og brugerstyret behandling, og så håber jeg, at der i fællesskab mellem medarbejdere og patienter bliver udviklet værktøjer som giver mening i de enkelte afdelinger. Patientinddragelse er et vigtigt element i at finde fælles løsninger på sundhed!

Indenfor psykiatrien ser jeg positivt på, at der bliver tilført ekstra midler til styrkelse af patientens team og etablering af udgående teams for at styrke overgangene mellem sektorerne. Det er også tiltrængt, at indsatser indenfor børne- og ungdomspsykiatrien bliver styrket. Der bliver etableret et akut udgående team, som kan være med til at forebygge indlæggelser og skabe bedre sammenhæng i forløbene. 

Jeg havde håbet på, at der kunne bevilges midler til ansættelse af aktivitetspersonale som for eksempel terapeuter og pædagoger på de psykiatriske afdelinger, så patienterne ville kunne deltage i aktiviteter og dermed have noget meningsfuldt at beskæftige sig med, under deres til tider langvarige indlæggelser. 

Jeg havde også håbet på at der kunne laves en Peeruddannelse så vi efterfølgende kunne ansætte medarbejdere med brugerbaggrund på de psykiatriske afdelinger og tilbyde de indlagte støtte fra ligesindede med erfaringer fra eget behandlingsforløb. Det er der stor succes med andre steder i landet.

Alle partier har tilsluttet sig budgetforliget og signalerer dermed at de tager ansvar for de beslutninger der er truffet.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: