VESTHIMMERLAND: Har lokale borgere lyst til at give en hånd med, når det gælder pleje af grønne områder i byen eller lokalområdet. Så er der nu mulighed for at få hjælp til indkøb af materiel.
Vesthimmerlands Kommune ønsker nemlig at støtte frivillige kræfter, der vil være med til at passe og forskønne de grønne områder lokalt. Derfor har kommunen afsat 50.000 kroner om året i både 2026 og 2027 til materiel, som kan bruges af lokale frivillige grønne hold.
Foreninger kan søge om støtte
Det er blandt andet borgerforeninger, handelsstandsforeninger og andre lokale foreninger, der kan henvende sig til kommunen med idéer til grønne indsatser.
Det kan eksempelvis være et ønske om at hjælpe med mindre grønne opgaver eller at tage ansvar for pasningen af et bestemt område i lokalområdet.
Foreningen skal selv stå for at samle og organisere de frivillige, mens kommunen kan bidrage med materiel til arbejdet.
Midlerne fordeles mellem byerne
Der er endnu ikke fastlagt en endelig fordeling af de 50.000 kroner. Kommunen arbejder dog som udgangspunkt med følgende vejledende beløb:
Aars: cirka 11.000 kroner. Farsø, Aalestrup og Løgstør: cirka 8.000 kroner pr. by. Øvrige byer: cirka 1.000 kroner pr. by. Beløbene er vejledende, og den konkrete støtte aftales med kommunen.
Aftales med Park og Vej
De frivillige indsatser skal koordineres med kommunens øvrige drift. Derfor skal foreninger kontakte Park og Vej, hvis de har en idé til en opgave, de gerne vil hjælpe med.
På den måde kan kommunen og de frivillige sammen finde ud af, hvordan indsatsen bedst kan gennemføres, så den passer sammen med den almindelige vedligeholdelse af de grønne områder.
Kommunen håber dermed at kunne give lokale frivillige bedre muligheder for at gøre en synlig forskel i deres eget nærområde.
/cf
