FARSØ: – Igen i år er det en glæde at aflægge beretning for Støtteforeningen ved Farsø Sygehus, lød det fra formand Chr. Bach Iversen, da der her til aften blev afholdt en velbesøgt generalforsamling på Hotel Farsø.
Glemme enhver snak om nedlæggelse
Der sker så mange positive ting på sygehuset, og arbejdet i vor forening går godt. Vi føler, indsatsen for sygehuset har båret frugt, så vi i dag kan glemme enhver snak om nedlæggelse af Farsø Sygehus. Den er helt forstummet. Det skyldes i høj grad – og allermest – også den flotte indsats, der hele tiden ydes af personalet på sygehuset. Det kommer jeg tilbage til.
Adskillelige funktioner er under udvikling
Funktionerne på sygehuset er under stadig udvikling. Lad mig nævne nogle eksempler.
Den 1. maj blev aktiviteten i Diabetes ambulatoriet øget. Det er planen, at Diagnostisk Center i Medicinerhuset på Aalborg Syd den 1. september flytter til Farsø og bliver en del af det Diagnostiske Center i Farsø. Det afventer dog endeligt grønt lys fra Regionshuset. Også den 1. september udvides åbningstiden i Rheumatologisk ambulatorium.
Den 2. maj blev det ny-renoverede køkken indviet. Fremover skal køkkenet på Farsø Sygehus bage til alle sygehusafdelinger under Aalborg Universitetshospital. I bogstaveligste forstand ”en ordentlig mundfuld”.
I årets løb er de ortopædkirurgiske ambulatorier blevet samlet og udvidet. Det blev markeret med en fin indvielse.
I øjeblikket bliver den 6. operationsstue gjort færdig. Jeg synes ikke, det er ret lang tid siden, vi indviede nr. 5. Det betyder, at der nu fremover også kan foretages håndkirurgi i Farsø foruden de operationstyper, der i forvejen klares her. Der tilknyttes derfor yderligere 5 læger.
Lidt malurt
Lidt malurt er der også i bægret. Der er tale om at lukke Skadestuen kl. 17 i stedet for kl. 22. Sygehuset skal som led i Regionens sparerunde også bidrage, og da skadestuen i det nævnte tidsrum kun i gennemsnit har modtaget 1,3 patient til behandling, er det det, der måske kommer til at holde for. Vi har beklaget det, skønt vi på en måde måske godt forstår prioriteringen, men vi håber stadig, at det kan undgås.
Patienttilfredshedsprisen
Jeg omtalte i indledningen det exceptionelt gode personale, der findes på Farsø Sygehus. Det mener også patienterne, og derfor fik Farsø Sygehus den 16. november 2016 overrakt den prestige-fyldte nordjyske patienttilfredspris. Det var en flot dag med deltagelse af mange fra Regionsrådet, inkl. formand Ulla Astmann, der holdt en meget positiv tale. – Jeg har lyst til at tilføje, at hvor man kommer, hører man mange rosende bemærkninger. Ja, jeg var for nogle dage siden i Sverige, og der var en dame, som da hun hørte, jeg kom fra Farsø, fortalte, at hun havde fået ny hofte i Farsø, og hun vidste ikke alt det gode, hun havde at sige i den anledning.
Det skal også som noget helt særligt nævnes, at sygehuset i august 2016 modtog en testamentarisk gave på 1. mio. kr. fra en taknemlig patient. Det var fra afdøde gårdejer Poul Krog fra Vestrup. Efter personalets ønske er en del af pengene brugt til renovering af gårdhaverne.
Donationer
I forbindelse med ”Patienternes Pris” syntes vi i Støtteforeningen, at vi gerne ville anerkende personalets indsats, så vi gav på dagen samtlige ansatte en flaske rødvin. Det blev til i alt 281 flasker. Vi håber, de er blevet nydt.
Desuden har vi for nylig doneret to apparater – de kaldes ”Holtere” – til brug ved overvågning af hjerterytmen, og de vil have en nyttig effekt for patienterne i hjerteafdelingen. Prisen er 50.000 kr.
Foreningens øvrige aktiviteter
Det har været et ret så udramatisk år i foreningen. Men der har alligevel været en del aktiviteter i bestyrelsen.
Vi har i efteråret afviklet den årlige medlemshvervningskampagne – og det med godt resultat. Til det kommer tre ordinære bestyrelsesmøder.
Vi har holdt to møder med ledelsen af Aalborg Universitetshospital. Det har været gode og positive møder.
Vi har medvirket ved den såkaldte KOL-dag på sygehuset og nu for nylig også ved det særdeles velbesøgte Åbent Hus arrangement. Begge gange benyttede vi lejlighed til at tegne nogle nye medlemmer.
Vi var som tidligere nævnt med ved overrækkelsen af Patienttilfredshedsprisen, og vi var også til stede ved indvielsen af de nye ortopædkirurgiske ambulatorie-faciliteter og ved indvielsen af det nye køkken.
Regionsrådsformand: Også sygehus i Farsø om 25 år
Som noget særligt var næstformanden, Anna Marie Dahm Jørgensen, og jeg inviteret hen på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor en såkaldt ”talent-klasse”, bestående af studerende fra flere gymnasier, ønskede at høre om en støtteforenings rolle i sygehuspolitikken. De havde også været på Farsø Sygehus sammen med Ulla Astman, der havde medsendt en hilsen om, at hun godt turde sige, at der også vil være et sygehus i Farsø om 25 år. Sådan en hilsen husker vi med sikkerhed.
Til sidst vil jeg gerne sige en stor tak – og jeg mener det – så det er ikke blot, fordi sådan skal man helst slutte.
Jeg siger tak til vore mange trofaste medlemmer, som bakker foreningen op. Uden den opbakning kunne vi meget lidt. Jeg siger tak til personalets på sygehuset for endnu et år med en imponerende indsats – for kvalificeret behandling og venlig pleje. Og jeg siger en tak til alle i Støtteforeningens bestyrelse for et formidabelt godt samarbejde og særdeles aktiv og positiv medvirken i arbejdet.
I forbindelse med valg til bestyrelsen ønskede Inge Borum Nielsen, Aalestrup, ikke at modtage genvalg.
I stedet blev valgt advokat Kristen Moesgaard, Farsø.
Genvalgt blev: Rete Kyø, Hvalpsund, Lillian Frimor, Hornum, Lis Kristensen; Strandby og Christian Bach Iversen, V. Hornum.
Bestyrelsen består desuden af: Gert Hosbond, Farsø, Anna Marie Dahm Jørgensen, Farsø, Karin Simensen, Vilsted, Christian Rode, Aars, Lis Kristensen, Strandby og Jesper Holm Jespersen, Løgstør.
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig således: formand: Christian Bach Iversen, næstformand: Anna Marie Dahm Jørgensen, kasserer: Gert Hosbond, sekretær: Lillian Frimor
Under pkt. eventuelt benyttede Regionrådsmedlem Kirsten Moesgaard lejligheden til at takke støtteforeningen for et fanstisk godt samarbejde. – Jeg er aldrig gået forgæves, når der har været brug for støtteforeningens syn på sagen, og støtteforeningen har aldrig holdt sig tilbage med at give mig god inspiration, lød det fra Kirsten Moesgaard.
Efter generalforsamlingen gav repræsentanter fra Vesthimmerlands Kommune en grundig orientering om planerne for et ”Sundhedens Hus” i Farsø.