Af: Jimmy Støttrup, Byrådsmedlem for Venstre
Det er valgår og de fleste har nok bemærket, at vi lokale politikere står i kø for at love bedre tilbud til de ældre, flere ressourcer til børnefamilierne og forbedringer inden for sundhed- og socialområdet. Men ofte glemmes der en vigtig ting i debatten. Erhvervslivet og de lokale arbejdspladser, som er med til at finansiere den velfærd, vi alle ønsker.
For et velfungerende lokalsamfund bygger på mere end smukke landskaber og gode skoler. Det bygger i høj grad også på et stærkt lokalt erhvervsliv. I Vesthimmerlands Kommune er vi heldige, at have mange driftige virksomheder, der skaber arbejdspladser, udvikler lokalsamfundene og giver unge mennesker en grund til at blive boende, eller vende hjem igen.
Men et stærkt erhvervsliv kommer ikke af sig selv. Det kræver opbakning, gode rammevilkår og en kommune, der bakker aktivt op. Her har Vesthimmerlands Kommune en helt afgørende rolle at spille. Kommunen skal være en endnu stærkere medspiller, både som myndighed, samarbejdspartner og lokal investor.
Først og fremmest er det vigtigt, at vi prioriterer lokal erhvervsudvikling. Det handler om mere end blot erhvervsfremmekontorer og netværksmøder. Det handler om at gøre det nemt at starte og drive virksomhed her i kommunen, en smidig og hurtig sagsbehandling, udvikling af attraktive erhvervsområder, støtte til innovation og startups, stabil infrastruktur og adgang til den nødvendige arbejdskraft. Og så handler det om at vi får skabt en kultur, hvor vi møder virksomhederne med tillid og løsninger i stedet for kontrol og benspænd.
Mange af vores lokale virksomheder er startet op fra bunden, af iværksættere med en god ide og modet til at føre den ud i livet. Jeg mener vi skal styrke iværksætterkulturen i Vesthimmerland og vi skal starte i vores skoler og uddannelsesinstitutioner. Vi skal gøre det nemt at starte virksomhed, både for unge og for fagfolk med mere erfaring. Kommunen skal være synlig og tilgængelig med rådgivning, netværk og støtte via Erhverv Vesthimmerland.
Samtidig har kommunen også en mulighed for at understøtte det lokale erhvervsliv gennem sine egne indkøb og anlægsprojekter. Hvor det er muligt og økonomisk ansvarligt, bør kommunen vælge lokale leverandører og dermed lade de offentlige kroner arbejde lokalt. Det er en direkte investering i vores egne arbejdspladser.
Et stærkt erhvervsliv er vigtigt for sammenhængskraften. Når lokale virksomheder trives, bidrager de ikke bare med arbejdspladser og skattekroner. De støtter også det lokale foreningsliv, tager lærlinge og praktikanter ind, og giver vores børn og unge troen på, at man kan skabe sig en god fremtid her.
Vesthimmerland skal ikke bare være et godt sted at bo, det skal også være et godt sted at arbejde og drive virksomhed. Vi har alle en interesse i, at Vesthimmerlands erhvervsliv står stærkt, både nu og i fremtiden.

