Et mere rummeligt samfund

Laila Flyvholm

Laila Flyvholm

Af: Laila Flyvholm Jensen, Vognsild, Byrådskandidat for Socialdemokratiet

Som mor til et barn med autisme glæder det mig, at der er kommet langt større fokus på mennesker med diagnoser.

Der er gået alt for lang tid, hvor vi som samfund har prøvet at putte alle ind i nogle ensrettede systemer, som ikke er lavet til mennesker med særlige behov, hvilket kun har øget mistrivslen for børn, unge og voksne i denne gruppe.

Vi har brug for et langt mere rummeligt samfund. Vi skal lære at give plads til udvikling og læring i eget tempo. Der skal være plads til, at børn ikke skal være i skolen flere timer, end de kan holde til. Der kan evt. være tilbud om at følge med hjemmefra noget af dagen eller der laves læringsvideoer, som kan ses udenfor normal skoletid.

Børn med ADHD kan være udbrændte efter et par timer i skolen, og så hjælper det ikke at mandsopdække med en ekstra lærer, hvor barnet stadig skal være i den samme uro, og hvor man prøver at putte noget ind i et overfyldt hoved.

Skoledagen skal være kortere, så hjernen kan få den nødvendige ro. Det samme gælder under uddannelsen. Der skal være tilbud, hvor der kan bruges flere år på at tage en uddannelse i et passende tempo. Det kan f.eks. være enkeltfag på VUC, hvor studentereksamen stykkes sammen over flere år. Det kan være en faglig uddannelse, hvor man som lærling tager 10 – 15 timer om ugen i stedet for 37.

Der skal være plads til, at en arbejdsuge ikke nødvendigvis er på fuld tid, før man selv melder sig klar – hvilket måske aldrig kommer til at ske, men presses mennesker ud i for meget, brænder de sammen og kommer på fuldtidsoverførselsindkomst.

Der skal være tid og plads til, at alle kan deltage i det tempo, som man kan overkomme. Det giver et langt bedre liv med mindre stress og bedre trivsel. Til gengæld er der en kæmpe ressource gemt i, at man ikke brænder folk ud, så de kommer på en overførselsindkomst hele livet, men måske kan arbejde nogle timer om ugen.

Mange er samtidig så kreative, at de kan være en stor gevinst for kulturen – til stor glæde for alle os andre.

Min bøn er, at vi støtter folk med særlige behov hele livet og accepterer, at ikke alle kan køre i højt tempo hele tiden, så vi får mindre mistrivsel til glæde og gavn for os alle. Lyt til autisterne, lyt til forældrene!

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.