Et handelsår fyldt med vellykkede aktiviteter

FARSØ: I sidste uge afholdt Farsø Handelsstandsforening sin generalforsamling. Formand Rasmus Dige (XL Byg) kunne berette om et aktivt 2024 med mange handelsarrangementer på programmet.    

Året startede med januarudsalget i uge 1. Kunderne kunne nyde godt af gratis tarteletter og gode tilbud i byens butikker. I uge 9 åbnede Normal butikken i Farsø Rådhuscenter med stor interesse. Det var i forbindelse med centrets fødselsdag der også bød på skattejagt for børnene, ballongaver, kager, blomster, mad og selvfølgelig gode tilbud fra byens butikker.

Mors Dag blev fejret goodiebags, fotografering med mor og igen skattejagt for børnene i Rådhuscenteret. I forbindelse med Fars dag var der musik, mad og en parkour-opvisning, hvor de modige kunne prøve kræfter med parkour.

Traditionen tro bød uge 28-31 på Hot Sommer i Farsø, hvor temaerne var “Vis dit håndværk”, “Exclusive Cars”, “Landmandsliv” og “Classic Night”. Alle fire mandage bød på live musik, streetfood, børneaktiviteter og lokal deltagelse fra firmaer og butikker.

Uge 33 var præget af Farsø-festen, som fejrede sit 50-års jubilæum. Handelsstandsforeningen markerede jubilæet med kaffe og kage i centeret.

I uge 39 var der efterårssalg, som bød på frugt, kaffe, kreativt værksted og skydebane for børnene.

Den anden uge i november blev juletræet og julebelysningen tændt med traktorture rundt i byen, julesokaflevering i julemandens værksted, musik, mad og hygge leveret af spejderne og FUIK’s venner.

Black Friday bød på et væld af tilbud, ballongaver, kreaværksted for børn, musik samt gløgg og æbleskiver. I det hele taget bød uge 48-52 på et omfattende juleprogram, der fokuserede på lokale indslag og gammeldags julehygge. Det blev blandt andet fejret med musik, smagsprøver, afhentning af julesokker, Luciaoptog fra Ullits Friskole og det nye event Hot Winter i den gamle skobutik med live musik og julehygge.

Som afslutning på året blev et nyt initiativ forsøgt i uge 52 – Nytårssalget, som gav en forsmag på udsalget og trak kunder til butikkerne mellem jul og nytår.

Tid og energi fra mange frivillige
Alt i alt var 2024 et år fyldt med vellykkede aktiviteter og mange gode tilbud fra butikkerne. Der lød en tak til de mange frivillige, der lægger tid og energi i de forskellige udvalg og hjælper med at skabe aktiviteter, som tiltrækker kunder til butikkerne.

-Sammen kan vi være stolte af det, vi har opnået for Farsø som helhed, lød det fra Rasmus Dige.  

Der lød også en tak til den gruppe af frivillige og lokale virksomheder som år efter år hjælper med opsætning og nedtagning af julebelysningen – uden jer ville det ikke være muligt at pynte byen.

Flere nye medlemmer
I 2024 måtte handelsstandsforeningen sige farvel til enkelte medlemmer grundet lukning eller udmelding, men endnu flere nye medlemmer kom til, som vidner om en aktiv forening.  

Nyt gavekort
I slutningen af 2024 blev Farsø Gavekortet udfaset og erstattet af Gavekort Vesthimmerland. Denne overgang har været en stor succes, og har opnået meget goodwill gennem samarbejdet på tværs af bygrænserne.

Arbejde med udviklingsplanen for Farsø
Rasmus Dige kunne også fortælle om handelstandsforeningens engagement i den nye udviklingsplan for Farsø.

Sammen med kommunen har vi fokus på at færdiggøre den røde tråd i byen, særligt omkring Torvet 1, busholdepladsen samt det østlige og vestlige skoleområde. Vi er nu tæt på at påbegynde første etape, som involverer fjernelse af vandtrappe og scenen på Store Torv for at skabe et bedre område til aktiviteter.  Efter sommeren vil arbejdet på Kræn Spillemands Plads og Torvet starte. Det bliver et område, som vi alle vil få glæde af, både i hverdagen og ved arrangementer, lød det fra Rasmus Dige.

Efter 12 år valgte Anne Marie Lindgaard ikke at genopstille til bestyrelsen. Hun blev af afløst af Elise Birkbak Søe.  Anne Marie Lindgaard blev rost for sine mange års tro tjeneste i bestyrelsen og sin uvurderlige indsats.

Farsø Handelstandsforenings bestyrelse er Rasmus Dige(XL Byg), Annette Andreasen(Matas), Trine Munk Johansen(Real Mæglerne), Elise Birkbak Søe(Søe Byg) og Carsten Poulsen(Vestjysk Bank)

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.