Erhvervsudvikling i Vesthimmerland støttet med millioner

VESTHIMMERLAND: Med en offensiv og målrettet indsats har Vesthimmerland på få år indhentet 21 mio. kr. til fremsynet erhvervsudvikling.

Med en ny bevilling på 3.5 millioner kroner hiver Vesthimmerland endnu flere penge til kommunen med ambitioner om at skabe endnu mere vækst, flere nye arbejdspladser og ikke mindst udvikling i de lokale virksomheder.    

NordVest Smart Production
Vesthimmerlands Kommune modtog for et par dage siden en stor nyhed på erhvervsområdet. Projektet NordVest Smart Production (NVSP) får del i de i alt 63,3 mio. kr., der gives af Danmarks Erhvervsfremmestyrelse til nye digitale koncepter for bæredygtigt byggeri, Industri 4.0-produkter, fremtidens fødevarer og løsninger rettet mod det østafrikanske marked.   

Støtten, der medfinansieres af EU’s Regionalfond, fordeles til projekter med lokalt, regionalt og landsdækkende fokus, der alle har et fælles mål: At skabe flere innovative små og mellemstore virksomheder. Virksomhederne skal være med til at omsætte ny viden til udvikling af nye produkter og services.    

Vesthimmerlands Kommune får en tillægsbevilling på præcist 3.538.764 kr. til projektet NVSP, der allerede kører på fuldt blus i samarbejde med Jammerbugt Kommune. Støtten på de 3.5 mio. kr. skal bruges til at udrulle indsatsen i Thisted og Mariagerfjord Kommune samt fortsætte indsatsen i Jammerbugt og Vesthimmerland indtil 2022.  

Skabe flere arbejdspladser
– Gennem tillægsbevillingen til NordVest Smart Production kan vi være med til at fastholde og skabe endnu flere arbejdspladser i virksomhederne i Vesthimmerland og nærområdet, der nu er udvidet til Thisted og Mariagerfjord Kommuner. Vi har nu mulighed for at gennemføre endnu flere og længerevarende innovationsforløb hos virksomhederne, så de bliver bedre rustet til at arbejde med nye teknologier og data. Her er det afgørende, at vi samarbejder med vidensinstitutioner og andre dygtige fagfolk, som virkelig kan sætte sig ind i vores virksomheders behov og er i stand til at omsætte behovene til initiativer, der kan øge konkurrenceevnen, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, der også roser Jammerbugt Kommune for samarbejdet, der altså nu er udvidet til fire kommuner.   

NordVest Smart Production har fundet opskriften på at få ny viden og lokale virksomheder til at mødes i samarbejde om Industri 4.0-løsninger. Projektet gennemfører målrettede innovationsforløb, der tager afsæt i de deltagende virksomheders konkrete teknologiske behov og kompetencer. Virksomhedens teknologiske niveau identificeres, og der indgås en såkaldt ”teknologiaftale”, som bl.a. giver generelle anvisninger til innovative opgraderinger i henhold til Industry 4.0-konceptet. Vesthimmerlands Kommune fik tilbage i juni 2017 knap 12 mio. kr. til projektet bl.a. fra Erhvervsministeriet, og det vil sige, at projektet i alt på nuværende tidspunkt er blevet støttet med omkring 15,5 mio. kr.   

Projektet Go Vest
Tillægsbevillingen til NordVest Smart Production er ikke den eneste gode erhvervsnyhed, som Vesthimmerlands Kommune har modtaget de seneste uger. Mandag modtog kommunen tilsagn om 3.031.875 kr. til projektet Go Vest med fokus på tiltrækning af højtkvalificerede udlændinge og tirsdag modtog kommunen 2.500.000 kr. til Strategisk Digital Transformation, hvilket sammenlagt bliver til ca. 21 millioner kroner til erhvervsudvikling, hvor Vesthimmerlands Kommune har været ansøger.      

– Som borgmester er jeg meget stolt af, at vi med en målrettet og initiativrig tilgang er lykkedes med at indhente 21 millioner kroner til erhvervsudvikling. En støtte og tillid, som giver Vesthimmerland og vores virksomheder et motiverende skulderklap med målet om at skabe udvikling, vækst og nye arbejdspladser, siger borgmester Per Bach Laursen og slutter:   

– Og vi har faktisk allerede skabt omkring 10 nye arbejdspladser, så effekten kan allerede måles, siger borgmesteren.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: