Endnu mere forkælelse på vej i Gatten

GATTEN: Golf har i mange år været kendt for at være et afstressende spil, der på en runde samtidig giver masser af frisk luft og adskillelige motionerende kilometer i benene.

Endnu er Nordic Spa kun råt beton. Men her ses fundamentet til et fodbad.

Dette er det nye vandland med vandrutsjebane.

Bowlingbanerne er også godt på vej.

Dette bliver den nye hovedindgang til Himmerland Golf- og Spa resort.

Lige nu er endnu mere af det gode for kroppen, ja nærmest forkælelse for kroppen på vej i Gatten.

Som bekendt, har ejer af Himmerland Golf og Country Club, der nu er omdøbt til Himmerland Golf & Spa Resort, Lars Larsen spenderet 100 mio, kr. til en gennemgribende ombygning af centret.         

Om- og tilbygningen til Spa resort har nu stået på i et år, og forventes at stå klar i sensommeren i år.     

Golfcentret har i hele byggeperioden haft åbent og golfspillere, gæster og lokalbefolkningen har kunnet følge byggeriet, som det er skredet frem. Man er nu nået til den indvendige del af nybyggeriet, som der af gode grunde endnu ikke er offentlig adgang til.

Men der bliver så sandelig noget at glæde sig til, selvom alt endnu fremstår som rå beton.

Helt nyt ”Himmerland”
De nye rammer vil bl.a. indeholde: Spa- og wellnesscenter, fitnesscenter, stort poolområde, bowlingcenter, aktivitetscenter med bl.a. golfsimulator, opholdsarealer og atmosfærefyldte miljøer, VIP tagterrasse ud mod afslutningshullet på begge golfbaner, konferencefaciliteter, en eksklusiv proshop og en ny administrationsafdeling.

Kort og godt, er det et helt nyt ”Himmerland”, som golf- og spa resortet i Gatten lige nu er ved at forvandle sig til.  

Ideen med den nye Spaafdeling er at den både fungerer godt i kombination med golf, men også at den kan agere drivkraft i de måneder af året hvor golfspillet oftest ikke er aktuelt i Danmark.

Allervigtigst har det dog været at skabe nye aktiviteter i ”Himmerland”, som ikke forudsætter at man er golfspiller.  

Velkommen til en unik spaoplevelse
I daglig tale hedder Spa & Wellness afdelingen NORDIC SPA Himmerland, hvor der tilbydes forkælelse for krop og sjæl.

For spa- og wellnesschef Tania Skudstrup har det været en særligt spændende opgave at være med til at ”tegne” og opbygge Nordic Spa Himmerland. Navnet kommer af at bl.a. finsk sauna, koldt chok bad, dampområde og biosauna er blandt tilbuddene. Men også de mere ”sydenlandsk” inspirerede relaxbade, spabade, saltbade, varme sten, massage og doktorfisk er med til at forkæle gæsterne og give en helt unik spaoplevelse.   

Lokalbefolkningen er særligt velkommen
-Inden længe slår vi dørene op til Spa- og Wellnesscentret og ser især frem til at byde alle i lokalområdet velkommen til vore nye faciliteter. Vi tør godt love at en tur i Nordic Spa Himmerland er vanedannende, siger Tania Skudstrup.

Tania Skudstrup vil gerne gøre op med at Gatten kun er for golfspillere. Med det nye spa- og wellnesscenter, poolområde og fitnesscenter får ”Himmerland” nu mere karakter af et ferie- og aktivitetscenter, som nu til dags kaldes et resort, og som også henvender sig til lokalbefolkningen med sine tilbud.

– Vi vil gerne overbevise lokalbefolkningen om at Himmerland er det nye lokale wellnesscenter for alle. Her kan man koble af, lade sig forkæle, og få at vide hvad man i hverdagen kan gøre for sig selv, siger Tania Skudstrup.

Ud over smuk og strålende hud, lækkert hår og velplejede hænder og fødder, så vil centret også komme til at byde på særlige temaaftener som lokalbefolkningen helt sikkert vil finde interessante.

Tania Skudstrup nævner nordiske aftener med solid nordisk mad og temabehandlinger med ingredienser, som findes lige udenfor på marker og strande, i haver og skove. En anden temaaften kunne være finsk sauna aften med birkegrene, skønne olier og en tur i det kolde gys. Desuden vil centret også byde på familieaftener og sågar modeshows.

Fortrinsvis danske produkter
I navnet Nordic Spa ligger også filosofien om hovedsagelig at bruge danske og nordiske hudplejeprodukter.

– Vi har valgt de to dansk producerede hudplejeserier Tromborg og Organic Pharmacy. Sidst nævnte er sågar økologisk og har sin force overfor sensitiv og følsom hud.  For begge serier gælder det at man kan se resultater allerede efter første behandling.       

Kom og prøv!
Selv om spa- og wellnesscentret endnu ikke står færdigt, så kan man alligevel allerede nu stifte bekendtskab med det nye Himmerland.

Lige for øjeblikket kan man benytte sig af sommeronsdage ”2 for 1”, som er et rigtigt venindetilbud indenfor ansigtsbehandlinger, og torvedage hver torsdag i arkaden med særtilbud på hudplejeprodukter. Men ikke mindst, er det allerede nu muligt at købe sig entre til det nye Nordic Spa til en særpris på kun kr. 100,-        

       

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: