En (u)hyggelig aften på Hessel…

HVALPSUND: Produktionsskolen Kongshøjgaard arrangerer i aften Halloween på Museet Herregården Hessel, hvor der vil være mulighed for at opleve med alle sanser.

Halloween på Hessel er blevet en populær tradition for børnefamilier, der kan opleve det ekstra gys som man forbinder med en gammel herregård, men samtidig også den hygge som arrangøren; Produktionsskolen Kongshøjgaard har flettet ind i halloweenaftenen.

Denne aften kan man komme helt tæt på herregårdsspøgeri og uhygge.

 

– Kom udklædt og deltag i de mange løjer, men tag det varme tøj på under udklædningstøjet og husk lommelygten! Prøv en tur ude og inde på Hessel og løs de uhyggeligt svære opgaver om historiske og spændende spørgsmål fra Hessels fortid. Der vil være fine præmier, fortæller Kongshøjgaards forstander Jens Chr. Pedersen.

 

Eleverne fra Kongshøjgaard vil overalt på Hessel sørge for overraskende indslag og underholdning.

 

Græskar med lys i giver en ægte uhyggelig stemning på hele den gamle gård, der rummer masser af gys, overtro og historier – mere eller mindre veldokumenterede. Men det kan røbes, at præcis på denne aften er der en nisse der forvandles til en stud, der vil være usynlige hunde der glammer i den gamle rullestue, hvor et barnelig engang blev fundet, den hovedløse hest galoperer forvirret og usynlig rundt på gårdspladsen og meget meget mere.

 

For at det ikke skal være den rene uhygge, så sørger Kongshøjgaard for, at der ved arrangementets begyndelse serveres biksemad og pølser med brød. Så er man rustet til opgaveløbet og mødet med de sære skabninger, der denne aften færdes på Hessel. Efter veloverstået opgaveløsning afsluttes der med kage i cafeen og laden og de 5 vindere med de rigtige opgaveløsninger vil blive udtrukket.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: