FARSØ: Sidste år var det Gurli Gris, der lagde vejen omkring Farsø 4. søndag i advent, hvor de fleste familier allerede var gået på juleferie og familiehyggen havde sænket sig.
Sådan bliver det også i år. På søndag lægger Centertorvet i Farsø Rådhuscenter scene til et juleshow for hele familien.
Børn og børnebørn, forældre, bedsteforældre og søskende – ja, hele familien inviteres til at være med, når Mek Pek, Kalle og Katrine Bille kendt fra Ramasjang går forrest i juleløjerne
Med to generationers populære børneunderholdere på scenen, kan det ikke gå helt galt… eller kan det??
Mek Pek har underholdt børn med Åh abe og Habbasut-hits i over 25 år. Katrine Bille startede sin børneunderholdningskarriere for 10 år siden, som LilleNørd. Kalle Mathiesen, der er en crazy og hylende morsom trommeslager m.m. lavede Ramasjangprogrammerne ”Kalles Danmarkstur” i 2 sæsoner, i 2013/14.
Kalle Mathiesen spiller og slår på alt, og han vil prøve at slå rekorden for verdens hurtigste trommeslager, spille sange fra Ramasjang udsendelserne og digte julesange på stedet.
Katrine Bille er kendt fra Ramasjang programmerne ”Luk op, luk i” og ”LilleNørd”. Hun gæstede for øvrigt også Farsø tidligere på året i Søanlægget med et Danmark for målene show.
Mek Pek har sit store Åh Abe og Habbasut-repertoire, så hits fra de mange børneplader kommer der ikke til at mangle. Heller ikke sjove løgnehistorier fra barndommens jul. Mek Pek har selvfølgelig sin trompet og gulvbas med, så måske blæser han julen ind mens han står på bassen.
Emil Falk er søn af Mek Pek, han spiller guitar med Thomas Helmig, Hugo Helmig, Kesi, Anders & Katrine (LilleNørd) m.fl. Emil spiller først og fremmest guitar og keyboards, men er også en dygtig sanger, bassist og spasmager.
Det hører også med til historien at butikkerne naturligvis gerne hjælper med de sidste gaver og de sidste fornødenheder til julebordet da der både lørdag og søndag er åbent i Farsøs butikker til kl. 15.00