STISTRUP: Skoleledelse, bestyrelse, medarbejdere og elever har gennem længere tid arbejdet på markeringen af Farsø Efterskoles 25 års jubilæum. Den fandt sted i dag lørdag – og ikke mindre en hel dags fejring kunne gøre det.
Allerede om formiddagen lagde eleverne ud. Over middag var andre med tilknytning til skolen: bestyrelse, lærere – såvel nuværende som tidligere og tidligere elever inviteret til jubilæumsreception.
Jubilæums-eg med spadestik til nyt udeareal
Receptionen startede ud udendørs, foran skolens hovedbygning mod Viborgvej. – Her skal der plantes et egetræ, som skal slå store kraftige rødder for de næste 25 år. Ligesom rødder tilbage til dem der for 25 år siden havde viljen til at starte Farsø Efterskole op og har skabt grobunden for unge ordblinde mennesker. Med egetræet er også spadestikket for det nye udeområde omkring Farsø Efterskole taget, lød det fra viceforstander Jens Chr. Jensen
200 til jubilæumsreception
Herefter foregik resten af receptionen indendørs i skolens store idrætshal. Her var over 200 samlet til taler, fællessang og kagetapas.
1.550 elever på 25 år
Fra forstander Anette Smed lød det: I gennem 25 år har ca. 1.550 elever gået på Farsø Efterskole. Eleverne har gennem årene mødt en yderst kompetent ordblindeundervisning tilsat en masse kærlige skub og håndterbare forventninger og krav, der med de faglige linealer har flyttet sig mange, mange meter. Når det er undervisning, vi tager på skitur, har valgfag, diskuterer tilgivelse i liv og tro, sidder tæt om et lejrbål, gør rent eller græshygger, så sker det forunderlige at vi bliver lidt klogere på os selv og hinanden. Så handler det ikke kun om hvad vi vil være, men hvem vi vil være!.
Fra højskole til efterskole
For lidt mere end 25 år siden stod her en forladt højskole. En ganske dejlig højskole var den da den levede, men den måtte som bekendt lukke. Heldigvis var der nogle ildsjæle som fik ideen til Farsø Efterskole. Og sådan klarede de det at få en forladt højskole omdannet til en ordblindeefterskole, hvor der i 1998 kunne starte 58 elever. Det kan vi ikke takke jer nok for!. For uden jeres kæmpestore indsats stod vi ikke her i dag!. Hvad karakteriserer egentlig Farsø Efterskole? Det er der mange svar på, men for mig er det, at på Farsø Efterskole er der plads til grobund og store drømme. Vi tror på at den enkelte elev kan og vi drømmer om den fremtid der synes at åbne sig, når der bliver skruet op for selvværdet og læse-skrive teknikken bliver en del af hverdagen. Vi drømmer om at vi kan gøre en forskel – ikke kun for vores egne ordblindeelever, men også andre der kæmper med læse-skrive vanskeligheder. Samtidig har vi også store drømme for stedet Farsø Efterskole. Nogle af de drømme er omsat til plancher som hænger nede i pyramiden. Det er de drømme vi har for udeområderne, og som vi har taget første spadestik til i dag. Andre er de tegninger der forhåbentlig snart bliver omsat til en ny kreativ bygning. Og jeg er fuld af fortrøstning. Vores drømme skal nok blive til virkelighed!. For alt det vi drømmer, det drømmer vi sammen. Kære Farsø Efterskole. 25 år er gået. Med stor taknemlighed og ydmyghed kan vi sammen kigge tilbage og give hvert vores bidrag til fortællingerne om en fantastisk efterskole.
Farsø ånden – og en nyskabende skole
Også tidligere forstander, indtil for 1,5 år siden, Søren Dolmer knyttede nogle år til skolens 25 jubilæum, Selv var han med lige fra starten for 25 år siden. Han fremhævede at m.h.t. undervisningen har skolen været nyskabende og det faglige har altid fyldt rigtig meget på Farsø Efterskole. Der er aldrig blevet valgt nogen let løsning i forhold til mødet med eleverne. Det være sig i undervisningen og i samværet. Der er bare blevet rykket igennem !. Og det ser man endnu tydeligere udefra. Og så er der Farsø ånden – hvad er det?. For mig handler det om tillid og ansvar til eleverne. Altså at man som medarbejder tør ”låne nøglen ud” i dagligdagen, men at man også tør rejse ud i verden.
Der fulgte også andre taler, bl.a. fra skoles første årgang fra 1998. Her fik man et indblik i skolen som elev, og det første hold på 58 elever, som selv betegner sig som foregangs- og 1. holdet.
Jubilæumsreceptionen sluttede af i pyramiden med fællessang, nemlig den jubilæumssang skrevet specielt til 25 års jubilæet med budskabet ”Dem vi skal være, dem bliver vi sammen”
Jubilæumsdagen sluttede af med en fest for nuværende og tidligere lærere samt bestyrelsen.
LÆS OGSÅ: Farsø Efterskole har 25 års jubilæum
Om Farsø Efterskole:
Farsø Efterskole er en ordblindeefterskole for unge med læse- og skrivevanskeligheder etableret i 1998. Skolen har plads til 104 elever som alle er optaget dette skoleår. Skolen har desuden 27 lærere og medarbejdere. Formålet med Farsø Efterskole er at give eleverne den bedste undervisning og en super efterskoleoplevelse. Skolen ligger naturskønt ud til Limfjorden i Stistrup. Efterskolen har som noget ekstra idrætshal, sportsplads, værksteder, et lille landbrug og rigtig gode udfoldelsesmuligheder for mange spændende valgfag. Farsø Efterskole har baggrund i en række folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer: KFUM-Spejderne, FDF og KFUM- og KFUK. Hertil kommer Y’s Men´s Clubberne i Himmerland.