En familieaften der gik i højderne – FOTOS

FARSØ: Sæsonens 3. Hot Sommer aften i Farsø, mandag aften, var møntet på børnefamilierne og sådan blev det!.

Først med høje lifte svævende over Farsø midtby aftenen igennem, som kunne ses langvejs fra. Og liftene var ikke kun til pynt, for de lokale liftfirmaer Danilift, Time og Houmann stillede med personale, så alle, hvad enten de var til moderate højder hen hustagene – eller til det store view over Farsø fra over 50 meters højde, kunne de blive løftet i højderne.

Det var så populært at der stadig var kø for at komme op kl. 21.00 da Hot Sommer arrangementet sluttede – og det var vel at mærke efter fire timer, hvor liftene var gået op og ned med passagerer non-stop.

Et andet ”højdepunkt” skete kl. 18.00 hvor julemanden ankom til midtbyen i sin røde brandbil. Da var lifte for et øjeblik fuldstændig ligegyldige for de mindste. De stod med store øjne og forundring over julemandens ankomst her midt om sommeren. Men glæden var ligeså stor som var det december, for han havde pebernødder med i rigelige mængder som med uddelt. Hans røde køretøj brandbilen var også interessant at komme op i.

Ud over julemanden var torveboderne på Store Torv også kommet i julestemning. Ud over nissehuer, så var der også juletilbud og klejner. Så midtbyen levede helt på til aftenens Hot Sommer tema: ”Vi gi’r Julen et lift”.

Om det var julegaver der blev købt i butikkerne denne aften er udvist, men tilbuddene var i hvert fald lige så gode som julegaver og der meldes om et godt salg – ikke kun om aftenen, men hele dagen igennem.

I Farsø Rådhuscenter var der endnu flere tilbud til børn, nemlig ansigtsmaling og som noget nyt glitterfigurer på armene. Også her var der kø hele aftenen igennem, mens tålmodige forældre stod i baggrunden.

På den skønne og lune sommeraften, var der også live-musik med The Rodgers og udendørs beværtning på Store Torv. Ligesom de forrige Hot Sommer mandage var der fyldt ved bordene og kø for at få en portion helstegt gris til aftensmad. For børnene var det mere pizza og pølser der lokkede, som var at få både på Store Torv og på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: