En 30-årig der står stærkt og hele tiden fornyer sig

FARSØ: I anledning af 30 års jubilæet i Farsø Motionsklub, var der, lørdag, indbudt til Åbent Hus i motionsklubbens lokaler under Dronning Ingrid Hallerne.

Jubilæumsarrangementet var særdeles godt besøgt af såvel nuværende, tidligere og kommende medlemmer, for der var meget nyt at vise frem.

De seneste 5-6 år er der sket rigtig meget i motionslokalerne, og derfor blev 25 års jubilæet også let og elegant sprunget over til fordel for en udbygning og ny-renovering af lokalerne.

Der var meget nyt at vise frem i forbindelse med jubilæumsfejringen. Særligt det helt nye spinninglokale med helt nyt udstyr, hvor medlemmerne via en App, kan træne individuelt selvom de cykler på hold.

Men motionsklubben stopper aldrig. Den store medlemstilgang gør, at både lokaler og materiel hele tiden skal være i top-top stand og det nyeste. Derfor kunne formand Christian M. Jørgensen i sin jubilæumstale fortælle at en jubilæumsgave er på vej til medlemmerne indenfor en måneds tid.                

Læs jubilæumstalen her: 

Da man tog initiativet til at stifte motionsklubben, var det en gruppe entusiastiske frivillige, der med meget kort varsel fik til opgave at puste liv i motionscentret der var i Farsø Hallen allerede, men der egentlig var på vej til at lukke. På den stiftende generalforsamling den 26. oktober 1993 blev Farsø Motionsklub en realitet. Siden da har motionsklubben vokset sig stille og roligt større og stærkere.

Da der for ti år siden blev holdt jubilæumstale ved daværende formand Michael Rønnow, der kunne han berette om stigende medlemstal efter nogle hårde år fra 2009 og frem. For 10 år siden var medlemstallet på 130 medlemmer og det var faktisk ret godt for en fitnessforening udenfor de større byer. Siden da kan man roligt sige at der er sket lidt af en udvikling både på landsplan men så sandelig i lille Farsø.

Til tider op ad bakke
Da jeg startede med bestyrelsesarbejdet i motionsklubben, da var arbejdet med den daglige drift lidt op ad bakke. Til tider var det svært at skaffe penge til huslejen.  På et tidspunkt var det faktisk spørgsmålet om vi skulle udvikle eller afvikle. Vi var godt klar over, at det sidste faktisk vil være det nemmeste og mindst tidskrævende. Men det var der faktisk ingen af os der havde lyst til, for alle kunne se potentialet i klubben. Det resulterede i en redningsplan, der på sigt skulle munde ud i en bedre økonomi. Både til huslejen, men også til fremtidige investeringer, så vi kunne begynde at tiltrække flere medlemmer. I årene derefter blev der søsat en hel del tiltag.

Sjovere i dag end for 8 år siden
Jeg vil gerne erkende, at det er meget sjovere at stå i spidsen for Farsø Motionsklub i dag end det var for otte år siden.  Med skiftet til månedlig betaling fik vi på kort tid oparbejdet en fornuftig kapital. Og med nogle helt klare visioner for hvad vi ville udvikle os til, gik vi i gang med at modernisere, male og udskifte udtjent materiel, så vi kunne få vendt skuden og blive en attraktiv fitnessklub/styrketræningsklub.

En motionsklub – til for medlemmerne
Vi må sige, at missionen er lykkes til fulde, og vi er både stolte og ydmyge over den tillid som medlemmerne har vist os gennem hele perioden.  Selv under Corona-nedlukningerne blev af medlemmerne ved med at støtte motionsklubben. Selv da det var lavest, var vi på intet tidspunkt under 200 medlemmer. Det er flot!. Nu hvor alt har normaliseret sig igen kan vi kigge på et medlemstal der har rundet de 550 og er stadig stigende. Ret underspillet er det egentlig okay!.  Med Spinning og Bungee Fitness som nye på programmet, så er vi slet ikke færdige med den positive udvikling.

Også Bungee Fitness, som denne dag blev demonstreret og prøvet, vakte stor interesse. Som medlem af Farsø Motionsklub kan man nemlig frit benytte sig af samtlige motionsredskaber og holdtræninger i klubben.

Da vi er en forening og ikke en kommerciel forretning så skal den positive udvikling selvfølgelig komme vores medlemmer til gode. Så selvom vi har investeret massivt over de seneste 5-6 år – faktisk helt op til 2 mio. kr., så tror vi faktisk så meget på fremtiden og udviklingen i Farsø Motionsklub, at vi har valgt at investere yderligere, og sætte gang i to nye projekter.

Nyt kardio-og squat område om en måned 
Vi laver et helt nyt kardio område. Der kommer nye løbebånd, nye crosstrainere, nye motionscykler, nye romaskiner og stairmaster. Vi får også lavet et nyt funktionelt område til styrketræning, hvor der bliver lagt gummigulv til tre squat stationer med opbevaring imellem. Der kommer GHD og meget, meget mere. Alt i alt investerer vi for kr. 700.000 yderligere. Med andre ord er der udsigt til en tidlig julegave, da alt tyder på at udstyret bliver leveret i midten af december.

Formand for Farsø Motionsklub Christian M. Jørgensen havde en særlig jubilæumsgave som leveres til klubben om en månedstid, nemlig helt nye kardio- og squat maskiner.

Ikke muligt uden frivillige kræfter
Jeg vil gerne takke alle de frivillige kræfter der er selve hjertet i Farsø Motionsklub. Tak til vores instruktører der går forrest når det kommer til nye medlemmer. Tak til dem giver en hånd til store og små opgaver i dagligdagen og jer der tager det store træk til Farsø Festen hvert år for os alle sammen. Tak til bestyrelsens familier der – mere eller mindre frivilligt, bliver trukket ind på diverse opgaver. Alle I frivillige er essensen af at være en forening og et fællesskab, der er helt uundværligt for os.

Til mine bestyrelseskollegaer vil jeg sige. Jeg er nu i gang med min tredje formandsperiode. Det har været den vildeste rejse med den udvikling vi har været igennem, og jeg tror ikke det har været muligt uden netop jer. Tak for jeres indsats og opbakning til dette kæmpe store stykke arbejde det er at drive en forening af denne størrelse. Det er ikke altid lige nemt, det kræver mange frivillige timer. Nogle gange er man så træt, at man er tæt på at give op, men vi bakker hinanden op og vi lykkes med det vi sætter os for. Vi er det stærkeste team til den stærkeste forening. Jeg er stolt over det vi har opnået sammen.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: