FARSØ: Sommerferien er slut for eleverne på Farsø Skole. De er netop startet i skole, og håbet er at det nye skoleår nærmer sig normalen efter næsten 2 skoleår i corona restriktionernes greb.
Skoleleder John Andersen fortæller, at der ikke længere er afstandskrav i klasseværelserne. Klasserne vil også blive blandet f.eks. i forbindelse med idræt, ligesom udearealerne ikke længere er opdelt i zoner. På den måde er alle restriktioner stort set ophævet.
-Vi mødes dog ikke til en fælles velkomst i hallen første skoledag, som vi ellers normalt gør. Det sker årgangsvis og i klasserne. Vi fastholder også fortsat, at forældre ikke må følge deres barn indenfor på skolen. Vi holder også fast ved at klasserne har egen indgang udefra og der vaskes hænder flere gange dagligt. I august og september vil alle ikke vaccinerede elever over 12 år blive tilbudt coronatest to gange ugentlig på skolen. Dette tilbud vil blive udfaset fra oktober, forklarer John Andersen.
Der er også lempet omkring smitteopsporing. Skulle der komme smitte ind på skolen, så anses de kammerater, der i mere end 15 minutter har befundet sig mindre end 1 meter fra den corona-smittede elev som værende nærkontakt. Nærkontakter skal i karantæne og PCR-testes.
-Nu trænger vi til normalisering, og derfor går vi også tilbage til normal klasseundervisning, siger John Andersen, men vi har også besluttet at tage nogle gode ting med fra corona-tiden, som f.eks. bedre håndhygiejne, som indtil videre betyder at eleverne vasker deres hænder når de ankommer til skolen, inden de spiser deres madpakke og efter at de har været ude. Håndhygiejnen kan også modvirke andre smitsomme sygdomme, såsom forkølelse, i at sprede sig blandt eleverne. Udeundervisning vil også blive drøftet, men som sagt, trænger vi nu til en normalisering i vores hverdag og undervisning igen.