Elever blev ikke snydt for en sjov fastelavn

HAUBRO: I fredags blev der afviklet fastelavn på Haubro Friskole.

Eleverne i 0-4. klasse holdt fastelavn på selve skolen. Der var hygge i klasserne, der var udklædte børn, der var kroning af kattekonger og udklædningskonkurrencer – helt på traditionelvis ligesom hvis ”coronaen” ikke fandtes.

-Det gælder om at gribe de appelsiner der falder ned i vores turban, så da vi ikke kunne invitere vore 5-9. klasse til den traditionelle fastelavnsfest, fandt lærere teamet på nye ideer, fortæller skoleleder Kristina Lysdal Engemand.

Ruterne blev lagt. Haubro Friskoles elever bor nærmest i hele kommunen, og alle elever i 5-9 klasse skulle overraskes med besøg af deres klasselærere.

Lærerteamet brugte pauser og fritid på at klippe diverse pynt til et godt gammeldags fastelavnsris – med pynt og slik. Bilerne blev pakket. Lærerne hoppede i udklædningen og kørte rundt og besøgte eleverne – også dem der var i nødskole hos bedsteforældre i en anden kommune. Ingen skulle glemmes denne dag.

Fastelavnstønden kom på en trailer og turen gik rundt på de vesthimmerlandske landeveje.

-Vi har generelt dygtige elever, der klarer corona-nedlukningen rigtig flot. De kæmper med undervisningen hjemme bag skærmen. Vi er fortsat i tæt dialog med både børn og forældre, så vi fortsat har fokus på både trivsel og læring. Glade børn lærer bedst – også i nødskole.  Der hersker ingen tvivl blandt elever og lærere på Haubro Friskole om, at vi glæder os til at kan være rigtig sammen i klasselokalet igen, siger skoleleder Kristina Lysdal Engemand.


Der var fastelavnsris til alle besøgte elever, som lærerne selv havde lavet.   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: