Efterskoleelever dyrker deres egen mad

HAUBRO: I dag var der officiel indvielse af et nyt grønt selvforsyningsområde ved Himmerlands Ungdomsskole, som skolen kalder SydVest.

Det er et 1,5 hektar stort område, som hovedsagelig udgør en kæmpe grønsagshave, men også et opholdsområde, som har til formål at få skolens unge mennesker til at opholde sig mere i naturen.

Bæredygtig efterskole
-For os på efterskolen, er det vigtigt at bæredygtighed er en del af vores hverdag, fortæller forstander Jesper Laubjerg og fortsætter: – På en efterskole kan man dele det op i to. Den ene del handler om det forbrug vi har i vores hverdag, og den anden del handler om dannelse. Bæredygtighed har lige så mange tilgange, som der findes mennesker, men hvis vi skal sige det ret kort for os på HU, så handler det om, at vi forsøger at tænke i cirkler. De ting vi forbruger på skolen skal så vidt muligt indgå i et kredsløb, som forbruger ressourcer der fornyes af sig selv eller genanvendes.

Her ses forstander Jesper Laubjerg foran områdets hytte som i det daglige bruges af eleverne til undervisning og ophold

Sund og hjemmedyrket kost
Efterskolen bespiser hver dag ca. 200 personer, de fleste med 6 måltider om dagen. Hvis man skal have det ressourceforbrug til at give mening, så skal man producere maden selv, på en måde som ikke forbruger ressourcer, hvis man kan. Og det kan man! Skolen har et område på størrelse med 1,5 fodboldbane, hvor der produceres mad og arbejdes med dannelse i naturen.

Området bliver brugt af eleverne i hverdagen, men også af skolens egen fuldtidsansatte økologiske landmand, Michael Vennelund. Michael har en baggrund som omrejsende regenerativ landmand og har udforsket forskellige dyrkningsmetoder i det meste af verden, der går på at behandle jorden nænsomt, så den er i stand til at øge udbyttet ganske betragteligt. At han har forstand på det han gør, viser den frodighed der allerede ses i skolens grønsagshave. Allerede på nuværende tidspunkt bliver der hevet en masse afgrøder ind i køkkenet og gør det til en væsentlig del af det der spises på skolen – og eleverne hjælper gerne til i såvel have som køkken.   

SydVests økologiske landmand Michael Vennelund sørger for at eleverne på Himmerlands Ungdomsskole får grøntsager og bær dyrket fra skolens egen grønsagshave.

Fra jord til bord
Et andet udspring, som har været kilde til udvikling af området, har været ansættelsen af en køkkenchef. Efter at køkkenpersonalet i en årrække havde fungeret som et kollektiv, blev det besluttet, at for at kunne udnytte ressourcer bedre og skabe en skarpere kurs, så skulle skolen have en person, som var ansat til at fremtrylle en bæredygtig og nysgerrig kost på H.U. Denne kok er Dennis Horn, som i dag udnytter skolens grønsagshave fra ”jord til bord”. 

På indvielsesdagen blev gæster budt på lækkerier fra skolens køkken, hvor der naturligvis var brugt grønt og bær fra skolens grønsagshave.

SydVest – en historie om at lære nyt
Under over en stor grønsagshave, et drivhus, et dyrehold med høns og kaniner, en skovlund, så rummer området også flere opholdsarealer, en stråtækt hytte og et stort shelter, som netop nu er ved at blive godkendt.  

Spørgsmålet har hele tiden været: Hvordan får man unge mennesker, som er på efterskole, til at opholde sig mere i naturen. Det er SydVests anden opgave

Det har man gjort ved at indrette stedet til et sted, hvor der er ting at lave sammen, og hvor man ikke kan lade være med at være nysgerrig. SydVest området er således efter 2 års opbygning nu blevet et område der bruges både til dyrkning, undervisning og samvær.  

Forstander Jesper Laubjerg er stolt.

 –Vi står med der eneste ”klasseværelse” af sin slags i verden til at tage mod alle lærere og elever, der kan se mening i at afholde undervisningstimer tæt på naturen. Vi regner desuden med at starte et nyt profilfag op, hvor eleverne frivilligt kan vælge at involvere sig endnu mere, hvis de vil dybere ned i svarene på alle de superspændende spørgsmål, SydVest området stiller os alle, siger Jesper Laubjerg.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: