Efter 5 år – turismen blomstrer i Himmerland

HIMMERLAND: Den 1. marts kunne Destination Himmerland fejre 5-års fødselsdag som destinationsselskab. Et jubilæum, der ikke blot tilfalder destinationsselskabet, men alle de hundredvis af samarbejdspartnere, som destinationsselskabet er i berøring med.

Destination Himmerland er udsprunget fra de to tidligere turistorganisationer VisitVesthimmerland og VisitMariagerfjord – og er i dag et tværkommunalt samarbejde mellem Vesthimmerlands og Mariagerfjord Kommuner. Sammenlægningen skete som følge den daværende regeringens beslutning om at reducere antallet af turistorganisationer i Danmark, for at styrke den danske turismeindsats. 

En stærk destination med fokus på udvikling
Turismeudvikling er hjertet i Destination Himmerlands arbejde – og de seneste fem år er der sket en stor udvikling i arbejdet med at styrke turismen i det himmerlandske.

-Vores destination har vist, at den er levedygtig. Efter en omtumlet opstart er der nu vækst, styr på sagerne og vi har en fantastisk organisation, som servicerer både ejerkommuner, aktører og ikke mindst skaber flotte resultater for et øget kendskab til Himmerland, siger bestyrelsesformand for Destination Himmerland og director of operations hos HimmerLand Resort, Jane Andersen.

Jane Andersen ser frem til de næste 5 års udvikling, og uddyber: -Vi kan ikke det hele alene. Vi tror på fællesskabet, og sammen sikrer vi den høje kvalitet og det unikke værtskab.

Turisme handler om samarbejde og udvikling. Her ses en del af Destination Himmerlands partnere i turistsamarbejdet i forbindelse med et kick-off møde i 2024. Foto: Destination Himmerland.

Understøtte erhvervet
En positiv udvikling gennem de seneste fem år har flere af destinationens samarbejdspartnere også lagt mærke til.

-Vi har gennem de seneste 5 år oplevet en destination, der i starten skulle sætte holdet og sammen lære at gå. I dag kan vi ikke følge med, de løber for fulde omdrejninger. Det har været meget positivt at opleve, siger Lars og Ingrid Brandt, indehavere af Ertebølle Strand Camping.

En stor del af Destination Himmerlands arbejde ligger i at understøtte erhvervet og sætte fokus på samarbejde, produktudvikling og kompetenceløft af turismeaktørerne. Derudover er gæsten fortsat i fokus både før, under og efter besøget. Her er især arbejdet med data og forståelsen for gæstens behov og færden alfa og omega – især når det kommer til lokal gæsteservice og selve markedsføringen af Himmerland.

Den fælles Himmerlandsfortælling
I Destination Himmerland arbejdes der for at brande den fælles Himmerlandsfortælling bl.a. via online og trykte medier – både på egne kanaler, men også på nationalt og internationalt niveau. Hos Nordjyske Museer er der ingen tvivl om, at den samlede markedsføring af Himmerland, har stor betydning for de lokale turismeaktører.

-Det har meget stor værdi for Nordjyske Museer, at Destination Himmerland er med til at fortælle vores turister om den lokale himmerlandske verdensarv med de to ringborge Fyrkat og Aggersborg. I den sammenhæng er de også med til at sammenflette borgene til en samlet historie. Det giver os et rigtig godt grundlag for at få synliggjort Himmerland og de mange vidensbaserede oplevelser, siger direktør Lars Christian Nørbach ved Nordjyske Museer, som Ringborgen Fyrkat er en del af.

At få synliggjort Himmerland og tiltrække gæster til området er også et fokus, som ligger borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen på sinde, især når det kommer til det lokale handelsliv.

-Det er afgørende, at der er turister i byerne, så handelslivet overlever. Sammen står vi stærkere, og i fællesskab kan vi styrke turismen i hele Himmerland. Der er sat nogle betydelige aftryk i destinationens arbejde for turismen i Himmerland de seneste fem år. Men turismen har stadig et uudnyttet potentiale – og det er nu vi skal holde momentum.

Turismen er af stor betydning
I Himmerland generer turismen en væsentlig omsætning hos både spisesteder, attraktioner, detailhandel mv., der tilsammen nærmer sig 2 mia. kr. Derudover giver turismen et kommunalt skatteprovenue, er med til at skabe levedygtige helårssamfund og bidrager til beskæftigelse, hvor der i kraft af turismen i Himmerland generes 2.000 fuldtidsstillinger alene.

-Turisme er afgørende for vækst, beskæftigelse og bosætning. Destination Himmerland har nu i fem år spillet en vigtig rolle i at styrke turismen og skabe øget omsætning for vores erhvervsliv. Deres arbejde med turismeudvikling er med til at gøre vores egn endnu mere attraktiv – både for besøgende og dem, der ønsker at bo og arbejde her, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, der ligesom borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, sidder med i Destination Himmerlands bestyrelse.

Hos destinationsdirektør Johanne Bugge, er der heller ingen tvivl om vigtigheden af arbejdet med at tiltrække gæster til området.

-Det er utrolig vigtigt, at vi har et samlet Himmerland med et erhverv, der bakker op og skaber oplevelser, som kan tiltrække gæster. Vores arbejde består bl.a. i at være med i projekter, kompetenceudvikle turismeerhvervet, og så har vi et særligt fokus på at skabe en tæt relation til vores rekordstore antal partnere på 160 turismeaktører. Vi arbejder strategisk med udvikling, både kommunalt, regionalt og nationalt med institutioner som fx Hærvejen, VisitDenmark og de øvrige destinationsselskaber. Derudover har vi en vigtig opgave i at skabe synlighed for de mange oplevelser, den smukke natur og den kulturarv, der er helt unik i dette område, fortæller Johanne Bugge, der ligger vægt på, at det hårde arbejde ikke kommer af sig selv – og at det kræver, at der er økonomi til at løfte opgaven.

Hvis Himmerland ikke skal sagte bagud, skal kommuner og erhverv fortsat investere i turismen, og der skal arbejdes strategisk med turisme- og destinationsudvikling, forklarer Johanne Bugge.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.