EDC Danebo styrker handlen i Farsø

FARSØ: De fleste forretninger i Farsø og Farsø Rådhuscenter har i den seneste tid måttet holde lukket.

Lukningen har betydet, at handlen i byen er gået ned på et meget lavt blus. Det vil EDC Danebo i Farsø gerne være med til at styrke. 

-Vi har derfor besluttet, at vi fremover giver både køber og sælger et gavekort på 500,- kroner til Farsø Handelstandsforening, når en ny købsaftale bliver underskrevet, fortæller ejendomsmægler og indehaver af EDC Danebo i Farsø, Casper Ilsø Vinther. 

Baggrunden er, at det går godt for EDC Danebo i Farsø. Hver eneste dag er der i aviserne, eller på TV, historier om, at ejendomsmæglerbranchen i Danmark sælger flere ejendomme end før coronakrisen startede. Flere steder når husene slet ikke at blive udstillet i mæglerbutikkerne inden de er solgt. 

Casper Ilsø Vinther kan godt nikke genkendende til mediernes udlægning af ejendomsmæglernes succes for tiden. 

-Det er rigtigt nok, at vi sælger flere ejendomme for tiden her i Farsø. Det at danskerne længe har været lukket inde, det har også gjort, at de søger fx sommerhuse i stor stil. I 2020 steg sommerhussalget i hele Danmark med 65% i forhold til 2019, det er ret vilde tal. Så selv om coronakrisen har været slem for store dele af Danmark, så har den givet mere aktivitet til ejendomsmæglerne, forklarer han.

Handelslivet har brug for hjælp
Casper Ilsø Vinther fortæller, at selv om han er glad for, at forretningen går godt, så er han meget ked af udviklingen for handelslivet og specielt i Farsø.

-EDC Danebo i Farsø ligger meget tæt på Farsø Rådhuscenter, og før corona var der hver eneste dag en stor aktivitet i centret. Længe har det kun været supermarkederne og enkelte forretninger, der må holde åbent, så handelslivet har virkeligt været i bakgear. Heldigvis kom der 1. marts en delvis åbning. Som ejendomsmægler og borger i Farsø har jeg og mine medarbejdere brug for en by med et godt handelsliv. Det gør også at folk flytter hertil, og det smitter af på EDC Danebo i Farsø, siger Casper Ilsø Vinther. 

Jørgen Højrup Jensen, der er formand for Farsø Handelsstandsforening og ejer af Kop og Kande i Farsø Rådhuscenter, er glad for EDC Danebos nye initiativ. 

-Det er svært at drive forretning i disse coronatider. Derfor er vi taknemmelige for at EDC Danebo bakker handelslivet i Farsø op i en svær tid, og så kan vi håbe på, at kunderne køber lidt mere end for de 500,- kroner. Om det så er en stegepande, en bog, et par sko eller en skjorte, det er ikke så vigtigt, det vigtige er, at handlen bliver i byen, siger Jørgen Højrup Jensen. 

Han nævner, at det er længe siden, at butikkerne har haft mulighed for at holde normalt åbent, så omsætningen er faldet drastisk. Heldigvis kunne de fleste butikker åbne den 1. marts – og selvom det for mange betød adgang til butikken via bagdøren fremfor fordøren. 

-Det er ikke kun min forretning, der bløder, det samme er sket for de fleste af Handelsstandsforeningens medlemmer. Derfor er vores medlemmer, og jeg som formand, rigtigt glade for EDC Danebos nye initiativ. Det skaber glæde og godt humør i handelslivet i Farsø, siger Jørgen Højrup Jensen. 

Casper Ilsø Vinther er glad for opbakningen fra Jørgen Højrup Jensen, og håber at det nye tiltag kan være et lille plaster på såret for medlemmerne af Farsø Handelsstandsforening. 

-Vi håber, at vores initiativ med gavekortet på de 500,- til både køber og sælger til forretningerne i handelstandsforeningen kan hjælpe lidt i disse svære tider. Det er vigtigt, at vi handler lokalt her i Farsø. For uden handel, så er det svært at opretholde byen som et samlingspunkt i Vesthimmerland, siger Casper Ilsø Vinther fra EDC Danebo i Farsø.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: