FARSØ: Dronning Ingrid Hallerne gør nu det, som man råber på alle institutioner med flade tage skal gøre, nemlig at lægge solceller på taget.
Solcellerne er dog en del af en større energirenovering og udskiftning af taget, oplyser centerleder Hans Kaldahl fra Dronning Ingrid Hallerne.
Han og bestyrelsen har gennem længere tid arbejdet med energirenovering, som de har fået rådgivning til.
Det betyder bl.a. også at der slet ikke er udgifter for Dronning Ingrid Hallerne. De klimamæssige tiltag finansieres 100 % af Klimapuljen, således at hele projektet er finansieret som ansøgt.
Der er afsat 832.000 kr. til et nyt ventilationsanlæg i svømmehal som bl.a. skal drives med egenproduceret strøm fra taget. Selve solcelleanlægget, inkl. nyt tag på de dele af Dronning Ingrid Hallerne som trænger til udskiftning eller som er egnede til solceller, beløber sig til 1,5 mio. kr.
Det er i første omgang Vesthimmerlands Kommune der lægger ud, som det også fremgår af kommunens budget 2025.
Hans Kaldahl ser meget frem til solcellerne. Beregninger viser at hallerne kan udnytte 90% af den strøm som solcellerne producerer. Det skyldes, at hallerne for størstedelens vedkommende bruges i de lyse timer.
For Dronning Ingrid Hallerne betyder det at der kan spares driftsomkostninger på både strøm og varme. For størstedelens vedkommende i svømmehallen som er den energitunge del af hallerne.
Pengene er bevilliget til 2025, men der er allerede nu ved at blive planlagt for byggeriet.
-Vi kommer nok ikke uden om, at skulle lukke svømmehallen i 14 dage for at kunne installere ventilationsanlægget, men det håber vi kan ske i sommerferien, hvor svømmehallen i forvejen holder sommerferielukket, siger Hans Kaldahl.
Ud over energirenoveringen søger Dronning Ingrid Hallerne også to nye folk. To dygtige medarbejdere har søgt nye udfordringer, men for deres afløsere bliver der en spændende opstart, med netop de nye energioptimeringer og Dronning Ingrid Hallernes nye grønne profil.