FARSØ: Der bredte sig hurtigt en trist stemning i Farsø Rådhuscenter fredag eftermiddag, efter at butiksgitteret var rullet ned og lyset slukket, hos smykke- og ureforretningen Diamanten.
Et håndskrevet opslag på gitteret med beskeden ”Diamanten er lukket i dag” blev kort tid efter suppleret med beskeden ”Butikken er lukket” og henvisning til en advokat med ordet konkurs i sin e-mail.
Det hele skete på få timer.
Fredag aften meldte indehaver Sofie Bærentzen Krogholm officielt lukningen ud på facebook.
Her lød det: På denne kolde blæsende dag er Diamanten gået konkurs. Det har været en lang hård dag, jeg bestemt ikke har set frem til. Efter Coronakrise og energikrise har det været svære tider og nu gik den desværre ikke længere. Tak til alle jer fantastiske kunder for støtten i 15 år og tak til alle mine fantastiske butiksdrivende kollegaer i Farsø, i vil blive savnet i min hverdag.
Ud over at drive butik har Sofie Bærentzen Krogholm nemlig også været meget aktiv i centerforeningen som bestyrelsesmedlem og med at arrangere events i centeret.
Der lød også en opfordring til lokalbefolkningen: – Husk at handle lokalt hvis I kan. Det betyder så meget for vores lokalsamfund. Uden butikker i byen vil huspriser falde, lokale foreninger får det sværere og flere mangler arbejde.
Hvad fremtiden bringer for Sofie Bærentzen Krogholm er endnu uvist.
-Det bliver meget underligt ikke at have sin daglige gang i Farsøs handelsliv. Nu venter et nyt kapitel, hvor vides endnu ikke, men det finder jeg nok snart ud af. Et stort kram og tak til alle som har støttet mig, lyder det fra Sofie Bærentzen Krogholm, der også som en servicemeddelelse fortæller, at de kunder som lige nu har noget indleveret i Diamanten, vil blive kontaktet hver og en, for at få deres smykke eller ur retur.
Sofie Bærentzen Krogholm fortæller, at det godt kan lade sig gøre at drive smykkebutik i Farsø. Det er de seneste års særlige omstændigheder under corona, og for meget der nu skal samles op, der er årsagen til Diamantens konkurs. Hun håber en anden vil tage salg af smykker og ure op, så disse varegrupper ikke forsvinder ud af byen.
