MORUM: I dag inviterede flere lokale kvægbrug til Åbent Landbrug, heriblandt Stensagergaard i Morum.
Ca. 800 børn og voksne kiggede forbi til en dag med god indsigt i hvordan køer og kalve bor og hvordan landmanden malker køerne.
Landmand Jens Kristian Jensen bød velkommen på gården sammen med sine tre børn, Søren-Magnus, Mille-Marie og Mette-Kirstine.
Jens Kristian Jensen købte gården tilbage i 2000 og han har i dag tre ansatte. Gården er løbende blevet udvidet og moderniseret og han har i dag 280 malkekøer, som tilsammen giver omkring 8.000 kilo mælk pr. dag. Arla, som var medarrangør af søndagens ”Åbent Landbrug”, afhenter mælken som laves til Mozzarellaost eller mælkepulver.
Efter at de mange besøgende familier havde hilst på gårdens køer og kalve, så kunne man kigge Jens Kristian og hans ansatte over skuldrene, da køerne skulle malkes.
Da dette var gjort fulgte dagens øvrige aktiviteter med hoppekøer, pedaltraktorer, halmborg, majslabyrint og meget andet. Efterhånden skulle børnene tankes op med energi igen, og det skete med mælk, yoghurt, ostehapsere, pandekager og snobrød.
Aktiviteter og lækkerier fik landmand Jens Kristian Jensen god hjælp til fra de lokale spejdere til at klare, mens han selv tog sig af at vise rundt på gården.











