Det siger borgmesterblokken

Af: Per Bach Laursen, Borgmester Vesthimmerlands Kommune

Statslige arbejdspladser, parallelmotorvej og Made In Denmark-retur på borgmester-blokken

Det er nu godt og vel to uger siden, at jeg kunne sætte mig i stolen som borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Det har først og fremmest været utrolig spændende, og medarbejderne har taget rigtig godt imod mig. 

Jeg er også blevet flot modtaget rundt i Vesthimmerland, hvilket jeg selvfølgelig er glad og taknemmelig over. Det er altid med sommerfugle i maven, at man begynder i noget nyt, og her har den positive modtagelse helt sikkert betydet meget for mig.  

Med de to uger i bagagen har jeg selvfølgelig også nogle politiske ambitioner som borgmester for Vesthimmerlands Kommune. Ambitioner, som jeg allerede har taget hul på, eller vil i nærmeste fremtid. 

De planer vil jeg gerne dele med jer.  

Statslige arbejdspladser
Regeringen har lovet, at de vil tage hul på ”runde to” af udflytningen af statslige arbejdspladser. Den udflytning vil vi have til Vesthimmerland. Jeg har allerede diskuteret det med mit bagland, og jeg vil i nærmeste fremtid invitere mig på Christiansborg for at italesætte statslige arbejdspladser til Vesthimmerland med de ministre og ikke mindst partifæller, som har indflydelse på udflytningen af statslige arbejdspladser.
 

Parallelmotorvej
En anden opgave er at italesætte en ny parallelmotorvej til Vesthimmerland. Vi har i de forgangne år investeret i vores egen infrastruktur i Vesthimmerland – blandt andet med omfartsvejen syd om Aars.

Skal vi have den fulde valuta af vores egne investeringer, så kræver det, at linjeføringen til en ny parallel motorvej bliver ført omkring Vesthimmerland og sammenkoblet med E45 ved Sønderup. I skrivende stund rammer linjeføringen af den nye parallelmotorvej ikke Vesthimmerland, hvilket jeg selvfølgelig ikke er tilfreds med. Parallelmotorvejen vil skabe et endnu bedre fundament for erhverv, vækst og bosætning, hvilket vi selvfølgelig skal kæmpe for.  

Made in Denmark
Så har vi også golfturneringen ”Made In Denmark”. Den fylder allerede rigtig meget, fordi vi i Vesthimmerlands Kommune før årsskiftet besluttede, at vi ville kigge på et muligt Made In Denmark-retur i begyndelsen af i år.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg som borgmester gerne ser, at vi får Made In Denmark tilbage til Vesthimmerlands Kommune fra 2019 og i årene frem.  Vi har bestemt en stor mulighed for at få en af landets største sportsbegivenheder tilbage til vores kommune, men det kommer heller ikke af sig selv. Vi skal se på, hvad vi kan gøre som kommune for at understøtte turneringen, og så kræver det også nordjysk opbakning i forhold til økonomien. UCN i Aalborg har i en rapport slået fast, at hele Nordjylland nyder godt af Made In Denmarks tilstedeværelse i Gatten – og derfor håber jeg også, vi i fællesskab kan få turneringen tilbage, hvor den er startet og hvor vi fire gange har løftet opgaven på fornem vis.  

Andre spændende opgaver
På mit borgmesterskrivebord – som er godt fyldt op efter to uger – er også et nyt svømmecenter i Aars, havneudvidelser i Løgstør og Hvalpsund, et kommunalt kasseeftersyn og nye boligudstykninger i Aars og Aalestrup pga. stor interesse og efterspørgsel, hvilket er glædeligt i forhold til at skabe grobund for positiv befolkningsudvikling.
 

Som I kan læse, er der nok at tage fat på som borgmester, og det glæder mig. Jeg vil slutteligt endnu engang takke for den flotte modtagelse og den tillid, som jeg har fået. 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: