Det rene vand

Af: Karen Clausager, kandidat for SF til byrådsvalget, Aatoften 32, 9600 Aars

Vi bruger det hver dag, og flere gange om dagen.

Vi tager et glas vand, laver kaffe og sætter kartofler over. Vi vasker hænder og fylder børnenes drikkedunke. 

Hver gang ved vandhanen hvor det reneste og klareste danske vand fosser ud i køkkenvasken. 

Men uanset hvor bevidstløst vi tapper vandet fra hanen så gør vi klogt i at tænke over det andet og langt mere skræmmende scenarium: Dyr forbehandling af vandet på vandværket, og vand med pesticidrester, der kan være både hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Det bliver realiteten hvis vi ikke i tide tager vare på vores grundvandsreserver. Vi kan ikke være sikre på rent vand i hanen hvis vi ikke passer på vores vandmiljø, vores natur og den luksus det er at kunne tappe rent vand i vores hjem eller på vores arbejdsplads.

Jeg har de sidste fire år siddet i byrådet for SF, hvor jeg har været en del af Teknik- og Miljøudvalget, og hvor jeg har haft fokus på en bæredygtig brug af de naturressourcer vi har i Vesthimmerlands Kommune. 

En stemme på SF den 21. november er en stemme på at vi passer på miljø, natur og en vigtig vandreserve i vores undergrund. Er skaden først sket, er det for sent. Lad os hjælpes ad med at passe på det vigtigste vi har. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: