VESTHIMMERLAND: I forbindelse med godkendelsen af det kommunale budget for 2012 på Byrådsmødet i dag, tog borgmester Knud Kristensen en gennemgang af de ting, som Byrådets politikere er blevet enige om skal udgøre næste års budget.
– Jeg er meget glad for i dag at kunne præsentere budgettet for 2012 – 2015. Min glæde skyldes, at det er et godt og robust budget, som et samlet byråd står bag. Det, at et samlet byråd står bag budgettet er uhyre vigtigt for administrationen. Det er også særdeles positivt, at et samlet byråd nu er enige om, at prioritere udviklingen i Vesthimmerlands Kommune.
Stor økonomisk ansvarlighed
Vi har været igennem en budgetproces, der kulminerede på Skaga Hotel i Hirtshals og et times møde om søndagen blandt gruppeformændene for alle partier. En budgetproces, der har tydeliggjort og vist, at samtlige partier har en endog stor ansvarlighed over for vores økonomi. Det er jeg meget glad for og det lover godt for fremtiden.
Jeg vil gerne takke Palle Jensen, Per Bisgaard, Ninni Gjessing, Berit Byg, Anette Valgreen og Niels Krebs for et sobert stykke arbejde i Hirtshals og på Rådhuset i Aars – et arbejde, der sikrede, at alle står bag budgetaftalen.
Budgetprocessen startede med, at Økonomiudvalget bad samtlige udvalg om at arbejde med budgettilpasninger inden for eget område. Økonomiudvalget havde sat en ramme på 75 mio. kr. for disse tilpasninger. Alle forvaltninger og udvalg arbejdede konstruktivt med opgaven og det lykkedes at finde budgettilpasninger på 62 mio. kr. Et meget flot stykke arbejde, som jeg her gerne vil kvittere for.
Stod overfor stor udfordring
Vi stod over for en meget stor udfordring med budget 2012, idet vi – som følge af selvbudgettering for 2009, skulle efterbetale godt 71 mio. kr. Et meget stort beløb, som ville kunne medføre dramatiske besparelser inden for alle områder – børn, unge og ældre. Heldigvis rakte Regeringen en hjælpende hånd til de 19 kommuner, som uforskyldt kom i klemme grundet den globale finanskrise kombineret med selvbudgettering for 2009. Vesthimmerlands Kommune fik lov til at låne 17.750.000 kr. af den lånepulje, som Regeringen stillede til rådighed. Det betød, at efterbetalingen blev reduceret til 53.995.000 kr.
Udgangspunkt: vil være herre i eget hus
Det stod ret tidlig klart, at alle partier var villige til at tage et kassetræk på 53.995.000 kr., så efterbetalingen ikke skulle betyde ødelæggende besparelser i budget 2012. Jeg var – ligesom alle partier, bekymret over det store kassetræk, idet det for mig er meget vigtigt, at vi værner om vores kasse, så vi ikke igen ”bliver sat under administration”. Vi skal selvfølgelig være ”herre i eget hus”. Der blev da også – efter min opfattelse, først sagt ”go” til kassetrækket, da budgetopfølgningen pr. 31. august 2011 viste, at vi ville komme ud af 2011 med et overskud, der stor set kunne finansiere den midtvejsregulering for 2011 på godt 56 mio. kr., der skal betales i oktober, november og december måned 2011. En midtvejsregulering, der primært skyldes tilbagebetaling af for meget modtaget beskæftigelsestilskud for 2010 og 2011.
Vores kasse ser i øjeblikket fornuftig ud – gennemsnit efter kassekreditreglen er på 146.905.222 kr. og der er en faktisk kassebeholdning på 71.112.104 kr. sidste dag i måneden. Og vi har ikke i 2011 tilført kassen ”kunstig åndedræt” gennem optagelse af lån først på året. Rent faktisk har vi ikke endnu optaget de lån, som vi kan for 2011. Et skift i den procedure, der har været gældende i 2007, 2008, 2009 og 2010. Men grundet det meget store anlægsprogram i 2010 er der i kassebeholdningen penge til betaling af de overført anlægskroner fra 2010. Helt naturligt, da udvalgene ikke fik alle anlægsopgaver fuldført i 2010 – men der var også mange grundet Regeringens tilskyndelse om at sætte arbejde i værk som modstykke til finanskrisen.
Der er dog noget som tyder på, at vi ved midtvejsreguleringen i 2012 vil få en positiv midtvejsregulering omkring beskæftigelsestilskud – en tilbagebetaling i 2012, der i givet fald vil være med til at styrke kassen i 2012. Det er dog ikke muligt på nuværende tidspunkt at sætte beløb på tilbagebetalingens størrelse.
Jeg er meget glad for, at partierne i budgetaftalen blev enige om, at henlægge 6 mio. kr. til kassen, så kassetrækket på de knap 54 mio. kr. bliver reduceret. Og i budgetaftalen har vi lovet hinanden, at vort mål for kassehenlæggelsen er mindst 10 mio. kr. – et mål som formentlig kan nås i 2012, idet der er enighed om, at provenu ved salg af bygninger udelukkende skal tilføres kassen, indtil målet på de 10 mio. kr. er nået.
Det er en målsætning, som vidner om ansvarlighed og en ægte omsorg for den kommunale økonomi. Her er kassebeholdningen selvfølgelig vigtig og central. Den skal være af en sådan størrelse, at vi på forsvarlig vis kan drive Vesthimmerlands Kommune. På den anden side skal der ikke være et uforholdsmæssigt stort beløb i kassen. Det er jo borgernes penge. Det drejer sig om at finde en fornuftig balance – og det har Byrådet med denne budgetaftale fundet.
Vi vil også for 2012, 2013, 2014 og 2015 være ”herre i eget hus”.
Uændret skatteprocent
Budgettet arbejder med uændret kommuneskat, kirkeskat og grundskyldspromille og vi vælger for 2012 statsgarantien.
Luft til driftsmæssige tiltag
Det er glædeligt, at der har været luft i budgettet til at gennemføre en række tiltag på driftsområdet – ja, jeg tror der er tiltag på omkring 12 mio. kr.
Lad mig nævne nogle få områder: På Økonomiudvalgets område er der bl.a. afsat 500.000 kr. til styrkelse af det erhvervspolitiske arbejde – et godt og fornuftigt tiltag.
Sundhedsudvalget får bl.a. godt 3 mio. kr. til dækning af de udgifter, der er en følge af de sager, der – når borgerne når en vis alder, skifter fra socialudvalget til sundhedsudvalget. En nødvendig styrkelse, hvis ikke der skulle findes besparelser på andre områder inden for sundhedsudvalget.
Beskæftigelsesudvalget får 1 mio. kr. til seniorjob – et tiltag, som er nødvendiggjort af en ændret lovgivning.
Socialudvalget bliver styrket med en helt nødvendig udgift på 3 mio. kr., der skal dække en forventet tilgang på anbringelser af børn og unge.
Et vigtigt parameter i budgetaftalen er provenuet som følge af den ændrede skolestrukturer. Her er der enighed om, at dette provenu – 6 mio. kr., skal forblive hos Børne- og skoleudvalget for at styrke og løfte dette område. Der er dog enighed om, at der for 2012 alene afsættes 4.500.000 kr. til driftstiltag. Det skyldes udelukkende, at der på anlægssiden er en styrkelse af skolevejen fra Simested til Aalestrup i kraft af en cykelstil til 1.500.000 kr. For 2013 og fremover er der enighed om, at de fulde 6 mio. kr. bliver i Børne- og skoleudvalgets regi. En god aftale som sikrer, at vi også fremover er opmærksomme på, at investering i vore børn er en absolut nødvendighed.
Teknik- og miljøudvalget får en pulje på 1 mio. kr., som udvalget selv prioriterer. Det er meget positivt, idet Teknik- og miljøudvalget de tidligere år har været ”presset hårdt” i de forskellige budgetaftaler.
Disse tiltag på driftssiden betyder, at der generelt er tale om en styrkelse af driften. Det er især positivt, idet vi har haft nogle år – hvor vi var under administration – hvor det var nødvendigt at ”spænde livrimmen gevaldig ind”. Heldigvis har den kraftige opbremsning lykkedes og vi har nu mulighed for at styrke driftssiden. Jeg vil gerne her understrege, at denne opbremsning alene er lykkedes grundet en kraftig indsats af dels det tidligere byråd – i det sidste år – og dette byråd.
På anlægssiden er vi i år i den heldige situation, at vi stor set har få ”ja” til alle vore ansøgninger om lånedispensation. Det er selvfølgelig meget positivt, men lån har jo den meget kedelige bivirkning, at der følger nogle renter og afdrag med. Og så er vi jo i forvejen begunstiget med en ret stor låneportefølje med deraf store afdrag og renter.
Også her – som omkring kasseforbrug, har et samlet Byråd vist stor ansvarlighed og omsorg for økonomien. Budgetaftalen udnytter ikke alle de lånedispensationer vi har fået. Faktisk kunne vi have lånt omkring 20 mio. kr. mere end der rent faktisk er indarbejdet i budgetaftalen.
At vi ikke udnytter alle lånedispensationer skyldes, at Byrådet har respekt for det økonomiske mål omkring den langfristede gæld, der er indarbejdet i drejebogen for budgetlægning 2012. Her er anført, at den langfristede gæld frem til 2015 skal reduceres med 80 mio. kr. Et mål, som budgetaftalen overholder. Det kræver dog, at der udvises ”rettidig omhu” omkring låneoptagelsen i 2013-2015.
Nødvendige tiltag på anlægssiden
På den anden side har det også været vigtigt for Byrådet at kunne igangsætte en række helt nødvendige tiltag på anlægssiden – anlæg, som lånemulighederne for 2012 gav mulighed for.
Lad mig på anlægssiden fremhæve: Økonomiudvalget har afsat 2 mio. kr. til byfornyelse i Aalestrup. Sundhedsudvalget får godt 4 mio. kr. til forskellige tiltag på området. Børne- og skuleudvalget vil bruge 6 mio. kr. på LBO i Vester Hornum. Og der bliver plads til 5 mio. kr. til indvendig vedligeholdelse i henhold til masterplanen på skoleområdet. Og så gentager vi successen med en pulje på 4 mio. kr. til kvalitetsfondstiltag på de forskellige institutioner. Tiltag, som skal finansieres via krone til krone medfinansiering – altså reelt besparelser på 2 mio. kr. for at få anlægskroner på 4 mio. kr.
Teknik- og miljøudvalget får travlt i 2012. Havnegade i Løgstør forlænges: 1,5 mio. kr. – godt for Bredgade, godt for Løgstør. Omfartsvejen i Aars påbegyndes: 5 mio. kr. – godt for Aars og Farsø, ja, væsentlig for hele Vesthimmerlands Kommune.
Der afsættes godt 10 mio. kr. til vejrenovering efter kloakarbejder, bl.a. i Aalestrup. Det betyder, at ”asfalt-golfbanen” i Aalestrup forsvinder, men jeg kan henvise borgerne i Aalestrup og Rasmus Vetter til de 4 golfbaner, vi har i kommunen.
Der afsættes beløb til ekstraordinær bygningsvedligeholdelse, Energitiltag, Indeklima Østermarken, trafiksikkerhedsprojekter, projekter i Ranum og så sker der en lovliggørelse af Løgstør Campingplads. Og der bliver også plads til tiltag på havnefronten i Løgstør og Hvalpsund.
Så Niels Krebs, – I får travlt i udvalget.
Kultur- og fritidsudvalget får også andel i anlægsmidlerne. Vedligeholdelse af hallerne tilgodeses. Landbyudvalget får flere projektmidler. Der kommer til at ske noget i Blære og Vestrup.
Lanterneprojektet tilgodeses
Og endelig har Byrådet forholdt sig til Lanternen i Løgstør. Det er glædeligt, at der nu endelig kan komme ”lys i Lanternen” med de beslutninger, der er indeholdt i budgetaftalen.
I 2012, 2013 og 2014 afsættes der årligt max. 8 mio. kr. i kommunal lånegaranti ud fra en krone til krone finansiering. Det betyder, at såfremt Lanternegruppen kan skaffe ekstern finansiering på 8 mio. kr., så suppleres denne eksterne finansiering med en kommunal lånegaranti på 8 mio. kr. Såfremt der alene skaffes 6 mio. kr. i ekstern finansiering, vil lånegarantien alene blive på 6 mio. kr.
En beslutning, som påskønner det arbejde, som Lanterne-gruppen har udført og som betyder, at realisering af Lanternen kan påbegyndes. Dermed sætter Byrådet også punktum for flere års drøftelser omkring Lanternen. Det er positivt på mange måder.
Endelig indeholder budgetaftalen nogle aftaler omkring idrætscenter Østermarken samt et byfornyelsesprojekt i Aars, der påtænkes realiseret i 2012 og 2013.
Nyt rådhus?
Og så skal der udarbejdes et kommissorium og efterfølgende beslutningsgrundlag for en eventuel ændring af den fysiske placering af den administrative organisation, der jo i dag er samlet på 7 lokationer med de deraf følgende uhensigtsmæssigheder – både økonomisk og ressourcemæssigt.
Jeg ser meget frem til, at vi får set på muligheden for at trimme den fysiske placering af vores administrative organisation, bl.a. også for at vi i fremtiden til stadighed kan tiltrække den bedste og mest kvalificerede arbejdskraft, slutter Knud Kristensen.