HAUBRO: Hvis du har et særligt forhold til grønne Deutz traktorer – og særligt de ældre af slagsen, så er det med at indfinde sig i Haubro i kommende weekend.
For 4. gang finder nemlig Haubro Klassisk og Veteran traktortræf sted, og denne gang med hele 225 traktorer – det hidtil største antal.
135 Deutz traktorer
-Antallet skyldes ikke mindst de 135 Deutz traktorer, som vil være den største Deutz traktorudstilling i Danmark til dato, oplyser Jens Ole Rask for Haubro Klassisk og Veteran traktortræf
De grønne traktorer valfarter til Haubro fra store dele af Jylland, lige fra Hjørring i nord til syd for Viborg, lyder det videre fra Jens Ole Rask.
Det er dog ikke Jens Ole Rask der har fundet på det særlige fokus.
-Det har Anders fra Guldager og Allan fra Nørager. De spurgte mig hvorfor det altid skal være Ford og Ferguson. Det havde de da ret i, så netværket gik i gang med at invitere Deutz, hvilket der altså at kommet 135 af de grønne ud af, fortæller Jens Ole Rask.
Har grebet om sig
Det har med at gribe om sig, og derfor opstod også muligheden for at lave en plancheudstilling om DLAM, som var forhandler af Deutz i Aars.
-Udstillingen finder man i teltet, siger Jens Ole Rask.
Særudstilling med dampmaskiner
Træffet har også altid en anden udstilling end traktorer. Sidste år var det amerikanerbiler. I år er det dampmaskiner.
I år kommer der en dampmaskine fra Nørresundby, som kan ses i drift. Vi får også besøg af en gammel damptromle, som kommer fra Ferguson Museet i Juelsminde.
For børn vil der være hoppeborg og pedaltraktorer.
Haubro Klassisk & Veteran Traktortræf glæder sig til en weekend med masser af glade gæster og udstillere.
/cf