Det har været værd at vente på – FOTOS

FARSØ: I et halvt år måtte børn og pædagoger rykke helt ud af Bakkegårdens Børnehave mens den 42 år gamle børnehave på Bakkegårdsvej blev gennemgribende renoveret.

I den periode blev børn og vuggestuebørn genhuset i SFO’en – Kometen på Stationsvej.

-Det har været en virkelig positiv oplevelse. Børnene fik nye kammerater og vi fik ny inspiration til indretning af vores egen børnehave, fortæller Bakkegårdens leder Jane Bleiken.

Selvom børnene rykkede tilbage til deres ombyggede og renoverede børnehave lige efter vinterferien, så har man ventet med indvielsen lige indtil sidste tirsdag.

Alle skulle finde sig til rette i de nyindrettede lokaler med flere nye funktioner, der blev vist frem ved indvielsen.            

-En af de større opgaver har været et helt nyt tag, men også husets opholdsareal er blevet forøget med ca. 20 m2, fortæller Bakkegårdens leder, Jane Bleiken.  

Her ses formand for Børne- og Familieudvalget Inger Nielsen på rundvisning. Her i vuggestuen.

Renoveringen har længe været tiltrængt
Igennem de nu over fire årtier har rigtig mange børn gået i børnehave her. Det slider selvsagt på lokaliteterne. Desuden er også vuggestuebørnene kommet til, som kræver en anden indretning af huset. 

Leder Jane Bleiken har fået god inspiration fra Kometen, mens børnene var udstationeret her, bl.a. dette opbevaringssystem til legetøj.

Ud over førnævnte, er også det meste endevendt indendørs, såsom nyt loft og el, ny gulvbelægning, gulvvarme i vuggestuen, nye indvendige døre, renovering af toiletterne, nye armaturer, ABA-anlæg og ventilation til garderober.

Og som før nævnt, en udvidelse af fællesrummet som er gjort mulig ved at inddrage en tidligere overdækket terrasse. Ud over mere plads bidrager det også til et helt andet lysindfald i fællesrummet. 

Glæder sig mest til gulvvarmen
-Det vi glæder os allermest til – udover at næsten alt indvendigt er nyt, er dog gulvvarmen, de nye badeværelser og de nye garderobeskabe. Det bliver en rigtig stor fordel i dagligdagen, siger Jane Bleiken.  

Men også de nye udefaciliteter såsom tilbygningen af et uopvarmet udeværksted og depot samt udeadgang til toilet er ønsker, som længe har stået på ønskesedlen, og som nu er opfyldt.

Bakkegården har p.t.35 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn. Børnehaven er normeret til 45 børn.  

Næsten alt er nyt indvendigt og huset har fået gulvvarme.

Indvielse mest for de voksne
Indvielsen sidste tirsdag var mest for de voksne. Her mødtes Bakkegårdens personale og bestyrelse bl.a. med politikere fra kommunens Børne- og Familieudvalg samt forvaltningen som har bevilliget pengene til renoveringen af børnehaven. Også Farsø Skole var repræsenteret i kraft af at have stillet Kometen til rådighed for Bakkegårdsbørnene mens deres børnehave blev renoveret.     

Også Kim Nyby fra Sparekassen Danmark Fonden var mødt op. Han havde en check under armen på kr. 25.000 som bidrag til indretning af et bevægelse- og sanseunivers i børnehaven.

Der var en donation fra Sparekassen Danmark Fonden, som bestyrelsen for Bakkegården havde søgt om. Kim Nyby fra Sparekassen Danmark var den glade giver. Pengene skal gå til et nyt bevægelses og sanseunivers i Bakkegården.

Tillykke
Fra formand for Børne- og Familieudvalget, Inger Nielsen lød det: Tillykke med børnehaven og vuggestuen – og hvor er det blevet fint.

Det startede med at man skulle have skiftet taget her. Og lige pludselig så tog det fat, men det var også tiltrængt. Så det er ordentlig omgang der blevet lavet her. Og i den tid har I selvfølgelig ikke kunne være her. I har været på SFO’en på Farsø Skole. Det var godt det kunne lade sig gøre. Jeg har hørt det har været et fantastisk godt samarbejde. I har også fået inspiration til bl.a. nogle store vinduer. Man lærer jo der hvor man kommer hen.

I startede i september og blev færdig ved udgangen af februar. I har nu været her i en 3 måneder og er ved at falde til. Det har været en stor proces I har været igennem, men nu står Bakkegården fuldstændig totalrenoveret.

Jeg er glad for, at vi har et Byråd der afsætter Masterplanmidler. Det er midler der er afsat til at holde vores institutioner ved lige. Vi er godt på vej til at have alle vore institutioner og skoler opdateret.

Budgettet på renovering og ombygning af Bakkegården lød på 4,4 mio. kr. og det er overholdt. I dette tilfælde er der blevet brugt lokale håndværkere.

Jeg vil ønske jer held og lykke, lød det til Bakkegårdens Børnehave og Vuggestue.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.