VESTHIMMERLAND: Under denne overskrift har Ældrerådet i Vesthimmerland og repræsentanter fra pensionist- og efterlønsklubber i Vesthimmerlands kommune drøftet, om der eksisterer fælles værdier og ideer om ”det gode liv som gammel”. Og om disse værdier og ideer kan være afsættet til en selvstændig Ældrepolitik i Vesthimmerlands kommune.
37 Vesthimmerlændinge med en alder på 60+, har drøftet, om det er meningsfyldt at tænke ældrepolitik eller om alene tanker er med til at fastholde de ældre i kategori for sig selv.
Flere fra ældrepanelet har givet udtryk for, at det ikke er alder men behov der væsentlige, forstået på den måde: at man i højere grad sørger for, at de, der virkelig har behov, får hjælp, og dem, de ikke har behov, lever så at sige et almindeligt liv.
– Selvom det måske ikke giver mening i sig selv at arbejde med en egentlig ældrepolitik, giver det god mening at præsentere de ældres forestillinger om ”det gode liv”, fortæller formand for Ældrerådet i Vesthimmerlands kommune, Eriks Stagsted, der selv er 64 og helst endnu ikke betegner sig som ældre.
Generationen som jeg tilhører, der gjorde året 1968 til noget særligt, er på vej på pension. Kendetegnende for os er, at vi er den generation der har haft fart på og har set verden ud af øjenkrogene. Derfor er det mere eller mindre frivilligt at vi får sat etiketten "pensionist" på os. Derfor kan man godt forvente, at vi stiller større krav end vore ydmyge forgængere, lyder det videre fra Erik Stagsted, for os er teknologi og kvalitet en selvfølgelig ting.
Dermed er det en konstatering at fremtidens ældre ikke bare vil sidde med hænderne i skødet, når det egentlige arbejdsliv er slut. Med en udsigt til en længere levealder med mange år foran sig, efterspørger de at blive en del af samfundet – at blive brugt. Selv siger de, at de tilhører de levendes generation.
Disse forventninger til det gode liv, har de 37 fra ældrepanelet i Vesthimmerland mødtes for at definere og det er blevet til et lille infohæfte, som politikere og sundhedsudvalg forhåbentlig vil gøre brug af, når der i år skal udformes en ældrepolitik for Vesthimmerland.
Formand for Sundhedsudvalget, Kirsten Moesgaard, er meget glad og imponeret over Ældrerådets forarbejde. Hæftet, der er kommet ud af det, er et meget nyttigt værktøj for os, når ældrepolitikken skal laves.
Hæftet kommer ikke med helt konkrete anbefalinger, men summerer de 37 ældres erfaringer, bekymringer og håb op. Hvor ældreliv ofte forbindes med afhængighed af andre og forfald, så sætter hæftet istedet en tyk streg under at det at være selvhjulpen er centralt for mange ældres livskvalitet. Også en nær kontakt til familie og venner langt fremme. I det hele taget at kunne tage de bedste ting fra de yngre år med sig ind i de ældre.
– Der er ingen revolution i det, men når der for eksempel står, at ældre generelt helst vil klare sig selv, så ser vi det som et signal om, at de vil bo hjemme så længe som muligt. For nogle år siden ville mange hurtigt på ældreinstitution, og så indrettede samfundet sig på det, siger Kirsten Moesgaard.
Hvis man skulle være interesseret i at læse Ældrerådets oplæg ”Det gode liv som gammel” udleveres det på ældreinstitutioner og hos kommunen.