Af: Morten Mejdahl, Byrådsmedlem for Venstre
Kommentar til Svend Jørgensens (C )indlæg ”Nej tak til 50 millioner”, bragt i Farsø Avis, 6.oktober 2021
Når den konservative Svend Jørgensen ønsker skattelettelser, er der flere betragtninger, der bør tages med i regnestykket. Selv et godt og liberalt forslag har flere nuancer.
Skattelettelsen som de konservative har foreslået til budget 2022 andrager 0,2%-point og svarer til ca. 330 kr. pr. borger årligt – omregnet til 90 øre dagligt.
De første 5 år vil staten kompensere 75-90% af beløbet, hvilket er et flot tilbud. Men derefter skal det fulde beløb finansieres af borgerne i Vesthimmerlands Kommune.
Hvis kommunen sænker skattetrækket, kan Indenrigsministeriet med rette undlade at yde særtilskud til Vesthimmerlands Kommune, da kommunen jo har penge nok, når der er råd til skattelettelser. Dermed vil kommunen både mangle skatteindtægter fra os som borgere og tilskud fra indenrigsministeriet.
Kommunen har gennem mange år indregnet store lån i budgetterne for at få tingene til at nå sammen. Det hænger dårligt sammen at give skattelettelser med den ene hånd samtidig med der optages lån med den anden hånd. Udgifterne til at servicere lånet skal jo findes i fremtidens budgetter. Kommunen skal i 2022 betale 2.070 kr. i afdrag og renter pr. borger – omregnet til 5,65 kr. dagligt – i alt ca. 75 mio. kr. (dette beløb svarer til 1,25 %-point på kommuneskatten)
Med disse betragtninger tror jeg, det er nemt at forstå, hvorfor der ved budgetforliget ikke var flertal for forslaget fra de konservative.