VESTRUP: I sidste uge var 1846 børn i Vesthimmerlands skole og dagtilbud tilmeldt Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling.
Blandt dem var mere end 100 affaldshelte fra Vestrup skole og LBO Kernehuset. Dagens fangst mellem Vognsild, Vestrup, Østrup og omkring skolen blev til intet mindre end 152 stk. engangsemballage, 45 pantdåser, 22 nikotinposer. I alt 44,8 kg restaffald, plastik, metal m.m.

-Det var virkelig dejligt at se det store engagement fra børnene. De bliver overrasket over, hvor meget affald der er, og vi tager snakken bagefter, hvad det vil sige, hvis affaldet var blevet sorteret, havnet på det rigtige sted og genanvendt. Det er et højaktuelt og spændende emne for børnene, fortæller Karin Holt Jensen, lærer på Vestrup skole.
Emnet fortsatte således på skoleskemaet. Mellemtrinnet arbejdede efterfølgende med emnet genanvendelse af plastaffald, hvor det ellers havner og hvilken betydning det har. De ældste skulle på besøg hos en skrothandler og lære mere om genanvendelse af jern- og metalskrot.
Vestrup Skole og LBO Kernehuset har været med i affaldsindsamlingen i mange år i træk.
