Der var både teater og banko på Højgården

FARSØ: Der blev både grinet, sunget og råbt banko på Plejecenter Højgården, da teatergruppen Teater V fra Valby forleden gæstede plejecentret med forestillingen ”Bankofeber – for fuld plade”. Efter teateroplevelsen blev der fulgt op med ægte bankospil arrangeret af Højgårdens Venner.

Gratis teaterforestilling
Det var TrygFonden, der stod bag den gratis forestilling med Teater V, som har skabt stykket særligt med henblik på ældre og beboere på plejecentre. Teatergruppen havde i samme forbindelse også lagt vejen forbi Friplejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund.

På Højgården var arrangementet åbent for både plejecentrets beboere, ældre og besøgsvenner fra lokalområdet, som gratis kunne opleve forestillingen sammen.

Salen var fyldt med 100 deltagere

Det blev en stor succes med omkring 100 deltagere – svarende til fuldt hus. Stemningen var god, og latteren bredte sig blandt publikum.

-Skuespillerne kom virkelig ud over kanten, fortæller leder af Plejecenter Højgården, Svetlana Bangsmann.

Et musikalsk tilbageblik på 1970’erne
”Bankofeber – for fuld plade” er en hyggelig, musikalsk forestilling, hvor publikum følger to kvinder, der skal til banko med Bankokongen Carl i Vordingborg. Undervejs deler de anekdoter fra deres liv og synger en række kendte hits og yndlingssange fra især 1970’erne. På Højgården kunne man blandt andet glæde sig over sange som ”Hvorfor er lykken så lunefuld”, ”Sommer og sol”, ”Rør ved mig” og ”Når lyset bryder frem”.

-Beboerne var helt med og kunne genkende sangene. Omkring 30 af Højgårdens 55 beboere deltog, fortæller Svetlana Bangsmann.

Banko samlede endnu flere
Efter teaterforestillingen fortsatte eftermiddagen og aftenen med banko, som Højgårdens Venner stod for. Her deltog hele 93 personer, der var klar til at prøve lykken med pladerne.

Højgårdens Venner bidrog også til arrangementet med hjælp til opstilling og servering af sandwich til deltagerne inden man gik over til bankospillet.

Det blev således et vellykket fælles arrangement, hvor både plejecentret og de frivillige kræfter omkring Højgården var med til at skabe en hyggelig oplevelse for beboere og gæster.

Højgården vil gerne åbne dørene
Arrangementet er en del af Plejecenter Højgårdens ønske om i højere grad at åbne dørene og invitere lokalområdet indenfor.

Et andet eksempel på dette er Spisecaféen, som blev etableret for to år siden, og som også skal være med til at skabe liv og fællesskab på tværs af plejecentret og lokalsamfundet.

Allerede på fredag er der igen et åbent arrangement på Højgården. Denne gang kommer Din Tøjmand fra Farsø Rådhuscenter forbi for at vise og sælge tøj.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.