Af: Theresa Berg Andersen, Byrådsmedlem/Folketingskandidat, SF Vesthimmerland
Valgkampen er skudt i gang. Og for SF står det klart, at der skal nye boller på suppen. Vi skal have en ny borgmester!
Det skal vi af mange grunde. En af dem er, at det er på tide med friske øjne på vores fællesskaber og den nytænkning kan og vil SF bidrage med. Vi har set og hørt nok om sognerådspolitik – og det skal være slut!
Vi har fire større byer i Vesthimmerland – med hver sit potentiale, hvor både turisme, sundhed, uddannelse, erhvervsliv og bosætning kan udfoldes mere målrettet og ambitiøst.
Herudover har vi fine og charmerende landsbyer, som også kræver politikernes fulde opmærksomhed de næste mange år. Landsbyerne har en værdi og må ikke overlades til langsom død. Huslån i disse områder er nærmest umulige at optage og bredbåndsforbindelse er desværre ikke hver mands eje.
Fælles for disse områder er, at der bor mennesker som betaler skat og skal behandles som ligeværdige borgere.
Overalt i vores kommune bor der borgere, som måske på grund af sygdom, handicap, alder eller andre udfordringer har brug for særlig hjælp og støtte. Det må og skal vores fællesskab have en større opmærksomhed på, i årene der kommer.
En borgmester kan komme fra hvilket som helst parti. Hovedsagen er, at tingene der arbejdes med, lægges åbent frem. En sådan borgmester skal nemlig arbejde bredt med alle byrådets partier, fordi brede flertal skaber langtidsholdbare og slidstærke beslutninger.
Det har Vesthimmerlands kommune brug for, og det har SF en klar ambition om at bidrage til. Vi er klar til valgkampen!