STRANDBY: De seneste 2 år har der været udstilling i Strandby Hallens Cafeteria i forbindelse med Festugen i Strandby.
Det første år var det Strandby IF’s 90 års jubilæum, hvor der var billeder fra Strandby IF’s 90-årige historie. Sidste år var det udstillingen om Ertebølle samt Gården Overgaards historie.
Der var begge år en god interesse for at se de lokalhistoriske udstillinger med ca. 300 besøgende hver gang. Derfor er der også i år lavet en udstilling.
Klassebilleder og konfirmandbilleder
Denne gang med klassebilleder og konfirmandbilleder men også masser af andre billeder fra Strandby, Ertebølle og Grønnerup, hvor en stor del er delt op klassevis, fortæller Henning Andersen, der også denne gang har stået bag det store arbejde med at finde billeder og sammensætte udstillingen.
Han har dog ikke gjort det alene.
-Jeg har igen i år fået stor hjælp fra Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn og har fundet billeder helt tilbage fra 30’erne og frem, lyder det videre fra Henning Andersen.
Udstillingen vil primært omhandle lokale personer som er født sidst i 1940’erne og frem til midt 1960’erne.
-Skulle nogen ligge inde med billeder fra skoletiden i Strandby og omegn vil jeg meget gerne låne dem. Jeg har allerede fået en del, men vil gerne have endnu flere, så udstillingen kan blive endnu større, opfordrer Henning Andersen.
Konfirmandbilleder afspejler tidens mode
Konfirmandbillederne er fra 1935 og frem til 2012. Frem til slutningen af 1940’erne er konfirmanderne fra Strandby og Farsø fotograferet i Præstegårdshaven i Farsø i forbindelse med konfirmandundervisningen.
Fra 1950 og frem findes der konfirmandbilleder fra Strandby Kirke. På billederne ses tydeligt modens skiften fra lange hvide kjoler til kortere strutkjoler i slutningen af 50’erne. I slutningen af 60’erne blev de sågar lårkorte. Fra starten af 70’erme og to årtier frem var de hvide kjoler igen helt lange.
For drengenes vedkommende var det sort jakkesæt med hvid skjorte og slips eller butterfly helt frem til slutningen af 60’erne, hvorefter drengene smed jakken. Fra midt 80’erne skiftedes der til farvet strik over skjorten og 90’erne vendte jakkerne tilbage helt hvide.
Udstillingen vil være i Strandby Hallens Cafeteria under festugen.
Håbet er at klasserne benytter lejligheden til at mødes
-Det er mit store håb med denne udstilling, at der kommer mange og kigger de 3 dage, men også at nogle af klasserne benytter lejligheden til at mødes. Det kan være en af de tre dage, men muligheden er jo også til stede når der lørdag den 10. august er teltfest med mad og musik. Jeg håber at mange klasser dukker op, så det måske kan gå hen og blive en lille skolefest som i gamle dage, slutter Henning Andersen.
/cf