FARSØ: Der er lagt op til en energifyldt sæsonstart, når Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet slår dørene op til særudstillingen “Jensen og livslysten”, der i 2025 markerer museets fokus på vitalismen – en livsbekræftende strømning, der satte sit præg på dansk kultur- og samfundsliv i begyndelsen af det 20. århundrede.
Vitalismen var en hvirvlende tidsånd, der manifesterede sig i alt fra naturdyrkelse og reformpædagogik til sport, madlavning og seksualfrigørelse. Den var først og fremmest et rungende “JA!” til livet i alle dets facetter.
Udstillingen tager udgangspunkt i Johannes V. Jensens tekster – ofte præget af sundhed, natur, kropslighed og livsglæde – og viser, hvordan disse idéer stadig har relevans i dag. Teksterne præsenteres side om side med værker af billedkunstnerne J.F. Willumsen, Fritz Syberg og Peter Hansen, der sammen med Johs. V. Jensen fangede vitalismens ånd i billeder og ord.
Åbningsarrangementet byder på festtale af professor Anders Ehlers Dam fra Europa-Universität i Flensburg. Han vil dykke ned i, hvordan livsdrift og naturnærhed var centrale temaer hos tidens store forfattere som Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og Sophus Claussen.
Fakkeltog og ildvand
Allerede fredag aften tændes ilden – både bogstaveligt og symbolsk – med indvielsen af Farsøs bidrag til Blomstermanden Johnny Haugaards forårsudstilling “Naturens Stemme”.
Temaet i Farsø er “Ild”. Det er ikke mindst en hyldest til byens berømte forfattersøskende, Johs. V. og Thit Jensen, hvis passionerede kunstnerskaber (og livslange uvenskab) er gået over i danmarkshistorien.
Arrangementet starter ved museet i Søndergade. Herfra går et stemningsfuldt fakkeltog gennem hovedgaden til Kræn Spillemands Plads. Der vil være Shaman-dans og et styrkende glas ildvand til.
-Vi håber, så mange som muligt vil deltage, så det bliver en festlig indvielse af ”Naturens Stemme. Alle er hjerteligt velkomne til at være med. Lad os sammen tænde op for en levende og vitalistisk sæson i Farsø!, lyder det fra leder af Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet, Peter Hørup.

