FARSØ: Det kan Kaare Tougaard Dinesen og Foreningen Farsø Event godt love, ovenpå premiereudgaven i Farsø Søanlæg forleden, hvor festivallen blev ligesom foreningen havde forestillet sig.
-550 havde løst billet til festivaldagen i Farsø Søanlæg, og det ligger indenfor det deltagerantal vi havde sat os for i år 1, fortæller Kaare Tougaard Dinesen, så vi er bestemt ikke skuffede og fortsætter:
-Med det flotte sommervejr havde vi selvfølgelig et håb om, at nogle ekstra ville løse billet ved indgangen. Men omvendt vidste vi også, at mange familier har traditioner i pinsen og vi langt fra var ene om at afholde et arrangement pinselørdag.
-Det glæder mig, at alle hyggede sig og tog godt imod vores set-up i Farsø Søanlæg. Det giver os bestemt mod på mere, og jeg er faktisk ret stolt på foreningens og hjælpernes vegne.
Det var først i starten af i år, at vi tog beslutningen om at afholde Søfestival med vores eget koncept. Der er altså ikke tale om en copy-paste fra tidligere musikbegivenheder i Farsø Søanlæg. Vi har selv opfundet festivallen og sat vores præg på den. Det har selvfølgelig givet os nogle udfordringer, at opfinde nyt, men det har været sjovt og lærerigt, fortæller Kaare Tougaard Dinesen. Der er naturligvis nogle ting vi vil optimere til næste gang, for nu er vi erfaringer rigere.
Efter vores evaluering, går vi og pusler med at festivallen skal starte tidligere på dagen og senest slutte ved midnat. Flere gæster på pladsen foreslog det faktisk, og det gør det også meget lettere for os at håndtere med tilladelser m.v.
Det glæder os også, at vi fik nye foreninger med som hjælpere. Flere har faktisk allerede tilbudt deres hjælp til næste gang. Vi vil rigtig gerne bidrage til forenings-sammenholdet, til klubkasserne og skabe noget for byen. Det er faktisk hele formålet med Farsø Event, forklarer Kaare Tougaard Dinesen.