FARSØ: Det var med en vis spænding at arrangør af Farsø Løbet, Farsø Tri & Trim, her til aften sendte løberne ud på to nye ruter.
Ruterne for Farsø Løbet og Hyggeruten havde ca. de samme længder som tidligere, nemlig 6,3 km og 3 km, men i stedet for at blive sendt afsted fra trafikerede Nørregade og Røjbækvej, så var det i år fra Stationsvej, Skolegade, Bakkegårdsvej og altså langs mindre trafikerede vej, som de to løb havde deres forløb.
To gange undervejs mødtes de to løb og flettede sig sammen. Første gang ved Thyrasvej og Stationsvej, hvor løberne fulgtes ad frem til Gråbølle, hvor Farsø Løbet tog retningen mod nord ad Gråbølle mens Hyggeløbet fortsatte ligeud mod mål ved Vestjysk Bank. Kort inden mål og slutspurten flettede de to løb atter sammen ved Kirkegårdsvej.
Ved første indfletning ved Thyrasvej måtte vagten nogle gange råbe højt, når der kom løbere spurtende fra to sider, men det gik fint, og det var sjovt for løberne at mødes undervejs.
Efter 20 minutter og 45 sekunder var første løber i mål. Det var Morten Stilling fra Viborg, som også vandt Farsø Løbet sidste år. Første lokale mand i mål var Mads Nyrup i 21:51. Hurtigste kvinde i mål i den meget hurtige tid 22 minutter og 51 sekunder var Stine Bækgaard Olsen. Første lokale kvinde i mål var Natasja Haldrup, Farsø i tiden 27:45
I alt gennemførte 612 deltagere de to løb, fordelt med 271 på Farsø Løbet og 341 i Hyggeløbet. Desværre en tilbagegang på ca. 100 deltagere i forhold til sidste år. Og det var absolut ikke vejret der var årsagen. Aftenen bød på perfekt løbevejr.
Løbsspeaker Peter Møller kunne ellers kort inden start oplyse 984 tilmeldte løbere. Men det faktiske deltagerantal viste sig langt fra. Størstedelen af frafaldet stammer fra Farsø Skole, hvor f.eks. hele 7. årgang var på lejrskole og derfor ikke kunne deltage i løbet. Men også elever fra de øvrige årgange udeblev. Ud af 567 tilmeldte elever fra Farsø Skole, deltog kun 187, heraf 8 lærere. Et skuffende deltagerantal som Farsø Tri & Trim i samarbejde med Farsø Skole håber kan gøres bedre næste år. Skolen modtog dog kr. 1.000 for at stille op uden for kategori.
Desværre var også to trofaste lokale efterskoler forhindret i at deltage, da eleverne først var mødt ind til skolestart få dage inden.
Største hold i år blev derfor de tre virksomheder Outline med 93 deltagere, efterfulgt af Versalift med 62 deltagere og Botilbud på Tværs med 33 deltagere.
I start og målområdet ved Store Torv var der samlet mange tilskuere, som heppede deltagerne i mål. Herefter fulgte præmieoverrækkelserne i byfestteltet i Søanlægget.